»Det er altid fascinerende, når folk kan en elitesport«

Sopran Signe Sneh Durholm og instruktør Freja Friberg Lyme vil gøre op med operaens stereotyper og gøre genren mere tilgængelig samt forny rammer og format. Deres kompagni ‘Operativet’ er aktuel med en opsætning af Donizettis ‘Elskovsdrikken’ på et destilleri i København.

Af Nikolaj Skinhøj

Hvad vil I med Operativet?

Signe: »Vi vil gerne lave et operakompagni, som får operaen ud på steder og til folk, som ikke naturligt kommer i operaen. ‘Elskovssdrikken’ er en opera-light, der har supergode sangere, en supergod instruktør, og det er en fin opsætning, men det er et mindre format, hvor man sidder i et destilleri og oplever ‘Elskovsdrikken’, der er en klassisk opera, som er kortet ned til fem kvarter. Vi giver et nyt publikum en mulighed for at prøve genren, og dem som siger: “Opera er slet ikke mig”, kan prøve at undersøge om det passer«.

Hvorfor er det vigtigt for jer, at række ud til nogen som normalt ikke lytter til opera?

Feja: »Vi elsker opera, og hvis man synes noget er superfedt, så vil man gerne dele det. Jeg oplever, at der er et bestemt segment, som oplever opera, mens mange på vores egen alder ikke mener opera er noget for dem. Når jeg spørger, om de har set en opera, så er svaret tit “nej”, og jeg oplever også, at mange synes, det lyder sjovt men dyrt, og man skal dresse up og gå i operaen, som de ser som en lukket klub. Så vi prøver at åbne dørene op for den klub, så den bliver mere velkommen for dem, der holder sig tilbage fra at træde ind i operaens kirkelige gemakker. Folk skal ikke komme til operaen, operaen skal komme til dem. Vi tager ud og laver det forskellige steder, som er valgt efter hver enkelt forestilling, og stedet bliver en del af scenografien«.

»Det rører ikke en skid i mig at se en forestilling, som foregår for 200 år siden, hvis man ikke har fundet en måde at gøre det universelt«

Signe Sneh Durholm, sopran

Laver I opera på en måde, der appellerer til et publikum, som normalt ikke oplever opera?

Freja: »For 30-40 år siden var det sangen, der var i fokus i opera, og det er det stadig, men nu er der også fokus på historien og skuespillet. Den bølge hopper vi med på, og som instruktør prøver jeg at presse formen, og ser hvad jeg kan få sangerne til, mens de synger noget superkrævende«.

Signe: »Freja er vant til at arbejde med forskellige scenerum, som ikke er typiske scener, og det kræver en instruktør, der har lyst til at arbejde på den måde. Publikum sidder ikke nede i en sal, og vi står ikke på en scene. Vi er sammen om det, og det bærer opsætningen præg af, da den er indrettet til rummet«.

Hvad er forskellen på at synge på en traditionel scene og et anderledes scenerum?

Signe: »Nogen publikummer kan blive overvældet, hvis jeg står og skriger, og så er det interessant at komme tæt på et sportsmenneske. Man kan se, hvad det kræver af kroppen at lave denne lyd. Hvor voldsomt er det egentligt? Det kan godt være svært at vurdere, når man sidder nede i salen og kigger op på en scene. Når vi står tæt på folk, som laver denne lyd, så kræver det noget fysik og teknik. Det er altid fascinerende, når folk kan en elitesport. Nogen bliver betaget af teknikken, andre af lyden og nogen bliver bare overrasket«.

Freja: »Når vi kommer ud mærkelige steder, så finder vi et andet publikum, som ikke nødvendigvis kender “reglerne”. De ved ikke, hvornår man skal klappe, så vi oplever mere impulsive reaktioner. De klapper når de har lyst. Så der er et brud med traditioner og regler, og det er utrolig befriende. Det er interessant at opleve publikums anderledes og umiddelbare reaktioner. Mange bliver overraskede over, at opera kan være sjovt, men når der først er kommet hul på bylden, så griner folk, og så opstår der en fællesskabsfølelse«.

Signe: »Det er tit, at folk kommer hen til mig og siger: “Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide opera”. Nogle gange skal der serveres noget, som man ikke er sikker på, at man kan lide«.

Har I grebet Donizettis ‘Elskrovsdrikken’ anderledes an?

Freja: »Jeg har sat den op som en livsstilsmesse, fordi vi er i et kæmpestort rum, som minder om et messerum, og Adina er lederen af messen, mens de andre sangere har hver sin bod, og så popper historien op. Det er et koncept, som jeg synes er sjovt«.

Signe: »Freja har sat det i en anden tid og gjort det moderne, men historien er den samme, og vi skal røres på samme måde. De klassiske operaer kan godt tåle, at man hiver og vrider dem. Det har man altid gjort, og det skal vi blive ved med, for at forny dem og gøre dem relevante i dag. Det rører ikke en skid i mig at se en forestilling, som foregår for 200 år siden, hvis man ikke har fundet en måde at gøre det universelt, så jeg kan relatere til det som menneske. Der bliver nødt til at være en kerne, som vi kender i os selv, ellers rør det ikke rigtig noget«.

Elskovsdrikken på Destilleriet
7., 8., 14. og 15. maj Copenhagen Distillery, Kbh. S., kl. 19.0

Foto: Mikal Schlosser

Læs mere: Når virkeligheden trænger sig på | Operaanmeldelse