Et opløftende rekviem over homo sapiens | Rejsebrev fra Sydney

Det danske ensemble Theatre of Voices opførte Jóhann Jóhannssons film- og orkesterværk ‘Last & First Men’ i juni under ‘Vivid LIVE’ i Sydney Opera House foran et tryllebundet publikum.

Af Else Torp, Theatre of Voices

Midt om vinteren var jeg den eneste, der havde sandaler på. Og der var mange mennesker i Sydney på denne sidste dag i maj, hvor der var Vivid LIVE-festival i byen. Alt var oplyst af lys. Farvespil, optiske illusioner og interaktive installationer. Hele midtbyen var spærret af til kunst i gaderne og masser af boder med kunsthåndværk, nips og … glögg! Efter en lang tur fra København og en misset forbindelse i Singapore var det livgivende at vandre rundt og lade sindet op med nye indtryk.

Jeg kunne sagtens bare have flydt rundt med folk i gaderne, men grunden til denne weekendtur til Sydney var arbejde. Theatre of Voices er et dansk vokalensemble, som antager mange former og synger mange forskellige opgaver. Alt fra renæssance til Stockhausen og alien-lyde i Hollywood-film. Denne gang lagde vi to sopraner til Jóhann Jóhannssons film- og orkesterværk ‘Last & First Men’ i Sydney Opera House.

»Set indefra er Sydney Opera House ikke meget at skrive hjem om. Vinduesløse prøvesale, bagscener som bagscener er flest og en betonkantine med en ret god udsigt«

Else Torp, Theatre of Voices

Min kollega Kate landede et par timer efter mig denne fredag aften og vores “gamle” tenor Chris Watson, som nu bor i Melbourne, sørgede for selskab og hårdt tiltrængt forplejning. Lørdag morgen stod vi klar ved sceneindgangen til Sydney Opera House kl. 9.30 svarende til kl. 1.30 dansk tid.

Sydney Symphony Orchestra, som vi skulle synge med, var virkelig på. Hele atmosfæren var koncentreret, men fuldstændig afslappet og imødekommende, og vores dirigent i denne omgang, den australske Benjamin Northy, var vant til at spille koncerter med click track. Med vores noter fra de tidligere opførelser kom vi forbløffende hurtigt på plads, selvom der dog var en del justeringer i orkesterstemmerne, som skulle ordnes inden generalprøven.

Værket er ikke svært som sådan, men visse afsnit er virkelig anstrengende. Det kan kun gennemføres for sangernes vedkommende, fordi vi har sunget så meget sammen. Et eksempel er 8. sats af ‘Last & First Men’, hvor vi gentager samme melodistump 64 gange uden vibrato og uden pauser af nogen art i ni minutter. Det er fuldstændig hypnotisk.

Set indefra er Sydney Opera House ikke meget at skrive hjem om. Vinduesløse prøvesale, bagscener som bagscener er flest og en betonkantine med en ret god udsigt. Det er ydersiden af Sydney Opera House, der får det til at gibbe i en. Det er magisk at gå hen imod og rundt om den bygning. Se, hvordan den ændrer udtryk og perspektiv. Og det er selvfølgelig en endnu større oplevelse at gå hen imod scenedøren og vide, at man må gå ind.

Til generalprøven i den nyrenoverede Joan Sutherland-sal fik vi fuld forstærkning og lyseffekter på. Det giver filmen en helt særlig dybde sammen med skuespiller Tilda Swintons afklarede dommedagsstemme ud i alle kroge af rummet og musikken … søgende som hvalsang, en kalden fra resterne af menneskeheden. Et sært opløftende rekviem over homo sapiens i afklaret erkendelse af, at chancerne for overlevelse er uendeligt små.

Jóhann Jóhannssons musik har en slags dyb nordisk lyd, som et citat fra en evig hymne. Der er ofte en form for genkendelig, hjemlig melankoli i hans musikalske materiale, som er meget attraktiv. I ‘Last & First Men’ har stemmerne også en slags “evighedskald” over sig. Men langt mere abstrakt end traditionel melodik. Der er ingen ord, men mange forskellige vokaleffekter. Lange flydende temaer, hurtige rytmiske mønstre, improvisation, overtonesang, og et toneomfang fra det dybe G til det høje C. Især overtonerne tager altid noget tid at få på plads, når vi arbejder med forstærkede koncerter. Jeg prøvede salen af inden lydprøven, og den var forbløffende tør. Umiddelbart føltes det mere som teater- end koncertlyd, men her var det kun en fordel, fordi så kunne lydfolkene mikse så præcist som muligt.

Selvom der ikke er ord i værket, er musikken forbløffende emotionel at synge. Vores stemmer kommunikerer mere på et urplan end på det intellektuelle niveau. Måske er det en af årsagerne til, at ‘Last & First Men’ taler så direkte til publikum. Vi havde en fuld sal med koncertgængere i alle aldre. Der var totalt fokus i salen. En stilhed og et fælles åndedræt med værkets pulseren. Publikum var meget bredt sammensat på Vivid LIVE-festivalen, som spænder over mange kunstarter og musikgenrer, og det kunne man også tydeligt mærke på reaktionerne.

Jóhanns harmoniumstemme står stadig ubrugt i min node lige over mit navn ud for sopran 1. stemmen. Det var mærkeligt at opføre værket uden Jóhann, som døde sidste vinter, men også en god måde at mindes på – i en fyldt sal i Sydney Opera House.

Last & First Men
Theatre of Voices har kendt den islandske komponist Jóhann Jóhannsson i 10-12 år og indspillet hans værker for Deutsche Grammophon. Han arbejdede på utallige projekter. Egne koncerter, lydkoncepter til danseforestillinger, samarbejder med andre performere, filmpartiturer til alt fra små nordiske dokumentarfilm til store Hollywood-produktioner og soloudgivelser. Men ét projekt holdt han helt tæt ind til kroppen: ‘Last & First Men’ var hans hjertebarn. En fusion af symfoniorkestermusik, elektroniske elementer, slidt harmonium, solostemmer, lysdesign, film og fortælling. Idéen og teksten til værket kom fra science fiction-forfatteren Olaf Stapledons fremtidsdystopi af samme navn og er blevet til en film- og livemusik-produktion med fortællertekst indlæst af skuespilleren Tilda Swinton.

Læs også: Svimlende blokfløjtespil og stønnende sang | Koncertanmeldelse