Fra spas til djævelsk alvor | Essay

Man skal ikke høre meget klassisk musik, før man støder på betegnelsen ‘scherzo’. Et ord, der burde dække over noget sjovt, som er kommet til at handle om noget dybt alvorligt. Marchrytmer, ironi og dødsangst præger scherzoerne. Fra Bruckner og Mahler til ‘Star Wars’.

Tekst Thomas Michelsen

»Jeg er Fanden selv,
der kommer til din triste
Seng om Natten for at
lære dig at brænde …«

Sådan begynder et digt af Sophus Claussen med titlen ‘Scherzo’.

Udtrykket er fisket fra den klassiske musik. Symfonier, sonater, trioer og kvartetter har dem: satser, der går under betegnelsen ‘Scherzo’.

Faktisk vrimler det med dem. Fra Beethoven og frem er klassisk musik spækket med scherzoer, og det lyder umiddelbart sjovt og uskyldigt. For det italienske ord scherzo – hvor ch udtales som k – betyder simpelthen en joke.