Interview: Marianna Shirinyan
AT SIGE JA TIL SOLISTEN I MAVEN

Hun er pianist, en af Danmarks nyeste. Og bedste. I en alder af 31 hører hun ikke til de helt unge og ganske ferske, men har et fornuftigt langt musikerliv bag sig. I København, i Esbjerg, i Lübeck, Hamburg og Yerevan, hovedstaden i Armenien – og hendes fødested. Når hun sætter sig foran Steinway’et i DR Koncerthuset og slår an til Rakhmaninovs ’Paganini-rapsodi’, ser hun ikke ud, som om vejen har været andet end lige og uden alt for store sten.
Men bare lige for at slå én ting fast her fra start: Lige var den aldrig!

Det er ikke længe siden, Marianna Shirinyan sad på akademiet i den tyske hansestad Lübeck og var lige lovlig godt i gang med at vænne sig til at være sådan en, man ringede til, hvis man var en ambitiøs violinist og havde brug for … ikke en pianist til en klavertrio eller en makker til en duo, men en akkompagnatør. Shirinyan havde den fordel frem for vel snart sagt alle andre pianister, at hun faktisk kendte violinrepertoiret bedre end den musik, der var skrevet for hendes eget instrument.

»Jeg har altid drømt om at spille violin«, siger hun, og første gang, hun siger det, er det overraskende, i betragtning af hvor stort et musikerskab hun demonstrerer ved klaveret. »Min mor, der er violinist, underviser i violin, og min storebror begyndte at spille, da han var helt lille. Og jeg husker stadig, hvordan jeg altid skulle stå i kø med min lille violin under armen. Og vente. Og vente …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 17)

Tekst: Michael Bo. Foto: Martin Bubandt. Michael Bo er kulturskribent ved Dagbladet Politiken