Interview: Mark Padmore
Den lyttende liedsanger

I februar kommer den engelske lied-specialist Mark Padmore til København. I dette interview taler han om sangens relevans og om erfaringen med at arbejde med den amerikanske instruktør Peter Sellarsʼ kontroversielle projekter.

Af Andrew Mellor

For nogle år siden mødte en af de mest respekterede og intelligente sangere i England en af de mest radikale og kontroversielle amerikanske instruktører. Mark Padmore ejer alle kvaliteterne, der kendetegner en etableret ‘engelsk tenorʼ: uddannet ved Kingʼs College Cambridge, rodfæstet i Schuberts og Brittens sangtradition og kendt for sine inderlige fortolkninger. Peter Sellars er en

»For mig er faren ved klassisk musik, at man behandler den for ærbødigt«

frimodig operainstruktør kendt for at rykke Mozarts ‘Figaros bryllupʼ til en kontorbygning og for at iscenesætte finalen i Händels ‘Theodoraʼ med en henrettelse udført med en dødelig indsprøjtning. Lige da Padmore lå i farezonen for at forsvinde ind i den stadigt sjældnere liedverden med dens lille publikum og koncentrerede indspilningsseancer, sluttede han sig til Sellars for at gå ombord i et projekt, der skulle vise sig ligeså åbenbarende som kontroversielt.

»Et smagløst skue«
I 2012 og 2014 fremførte Berliner Filharmonikerne Peter Sellarsʼ såkaldte ritualiseringer af Bachs ‘Matthæusʼ- og ‘Johannes-passionerʼ, hvori Padmore påtog sig Evangelistens centrale rolle. Opførelserne var skræddersyet til koncertsalen, og solister, kor, musikere og dirigent Simon Rattle klædte sig i helt i sort for at gøre mindst væsen af sig. Men koncertsalen – hvilken som helst koncertsal – havde ikke været vidne til noget lignende før. Sangere og soloinstrumentalister lærte deres stemmer udenad, så de kunne formidle deres roller med fysisk intens respons på ordene og musikken, med korsvarene fremkaldt af Sellars gennem prøver og workshops gennem en længere forberedelsesperiode. Nogle af de optrædende oplevede projektet som uudholdeligt. Andre gjorde ikke. Da ‘Matthæus-passionenʼ blev opført ved Proms i London sidste sommer, hånede Daily Telegraphs kritiker det som et »smagløst skue, der nydes bedst med lukkede øjne«.
For Padmore stod projektet for et ‘møde mellem sindʼ, der forhåbentlig ville fortsætte med at bære frugt i fremtidige samarbejder. Kritikerens primære indvending var, at »alle virkede som om de følte alle de andres smerte«. Men det var netop, hvad Mark Padmore og mange af hans kolleger fandt så besnærende ved projektet. »Ifølge anmeldelsen i The New Yorker tilbragte jeg det meste af min tid med at lytte«, siger Padmore, »hvilket er den højeste cadeau, jeg kan få. Fordi det handler ikke om at synge eller spille teater, men om at flytte fokus hen til, hvad der sker omkring dig – det er det, der kræver noget af publikum. Faktisk kræver det …«