Interview: Patricia Petibon
»Jeg accepterer at dø lidt hver gang«

Skuespillet er en vigtig del af koloratursopran Patricia Petibons optræden, men lige så intens hun er på scenen, lige så skrøbelig føler hun sig ude i det virkelige liv.

Af Per Rask Madsen

»Jeg prøver på at være kunstner, men jeg er det ikke«, svarer hun på spørgsmålet om, hvordan hun selv vil beskrive sig som kunstner. Det er et overrumplende svar, for er der en klassisk sanger, der brænder igennem, så er det Patricia Petibon. Tag næsten hvilken som helst video på internettet og se, hvordan hun skaber sig, ruller med øjnene som en pjattet ungpige, slår om sig med vilde fagter i et søvnigt pladestudie, eller “bare” fortæller historier med sin fine koloratursopran uden større armbevægelser.

»Når jeg er i form, synger jeg godt, men nogle gange er jeg ikke, og så er jeg ikke sanger«

Patricia Petibon, koloratursopran

Visse sangere, der er begavet med et skuespillertalent, bruger det til at skygge eller kompensere for vokale mangler, men sådan forholder det sig ikke med Patricia Petibon.
»At være kunstner er en levemåde. Det er en sjælden ting at arbejde med musik og følelser. Jeg er ikke sanger i hverdagen, kun på scenen«, siger hun.
KLASSISK møder hende i 2013 dagen før den franske soprans Mozart-koncert, som høster seks stjerner fra Berlingske og Politiken. Hun ser klatøjet ud. Metroarbejde ved hendes hotel vækkede hende klokken fem om morgenen – piloteringsmaskiner, der nedrammer store pæle, kan være svære at overhøre. Under generalprøven sparer hun påfaldende ofte sin stemme og i det hele taget virker hun ikke i topform. Ærlig talt kan man frygte lidt for koncerten dagen efter, og hun kommer da også selv ind på sit fags udsathed:
»Når jeg er i form, synger jeg godt, men nogle gange er jeg ikke, og så er jeg ikke sanger. Jeg er skrøbelig …