»Jeg kan ikke trække mig tilbage til et eller andet elfenbenstårn« | Interview András Schiff

Stjernepianisten András Schiff, der spiller i Tivolis Koncertsal i august, føler, det er hans pligt at have holdninger til politik og samfund – nøjagtig som sine yndlingskomponister.

Af Michael Bo | foto Nadja Sjöström

»Bach«, siger han.

»Hvad som helst af Bach!«.

Jeg havde troet, at András Schiff holdt kortene tættere ind til kroppen, delte sol og vind mere lige. Men det gør han ikke.

Han skelner mellem den største – og så alle de andre.

»Og den største er Bach. Ligegyldigt hvor meget jeg elsker de andre. Bach er i en klasse for sig selv«.

Så selv Beethoven hører hjemme i andet geled …?

»Nej, ikke andet geled. Som sådan. Og Beethoven ville i øvrigt være den første til at indrømme, at Bach er vores store fader«.

András Schiff er en tilbagelænet mand.

Det er han, når han går ind på koncertpodiet – og når han forlader det igen. Han slentrer.

Men hvor buddha-agtigt uforstyrrelig han end kan virke, kan han også fnise begejstret. Decideret fnise. Det er noget af det, jeg elsker ved ham. Og at han kan klappe hænderne sammen som en dreng ved sin egen fødselsdagsfest.