Portræt: Renée Fleming
DEN PERFEKTE DIVA

Perfektion er Renée Flemings mellemnavn, og faktisk var Miss Perfect netop det øgenavn, hun blev drillet med i folkeskolen, har Renée Fleming fortalt.
Perfektionen er hendes styrke og hendes svaghed. Det er der andre end hende selv, der mener.
På interview på YouTube kan man høre Renée Fleming indrømme, at hun ikke selv er glad for sin hang til at spille fejlfri, og taler man med amerikanske anmeldere om deres oplevelser med Fleming – anmeldere, der vel at mærke har haft lejlighed til at opleve hende i egentlige operaopsætninger i New York, Houston og San Francisco og ikke kun i koncertsituationer – så er holdningen klar.
Alle foretrækker divaen som del af en operaaften. Her løsner hun op for noget af den selvbevidsthed, der ved koncerter og især i pladestudiet virker kvælende, mener de.
»Hun er så selvbevidst, at hun hele tiden er optaget af at fremstille billedet af sig selv«, klager en kritiker fra USA.
»Jo mere hun derimod skal foretage sig på en scene, jo mere hun involverer sig i forestillingen, jo bedre lyder hun. Så giver hun slip på den der ’Renaaaayyyy’-lyd, der gør hendes studieindspilninger så anstrengende«.
En anden finder hende simpelthen »syntetisk, manieret og totalt uden følelsesmæssigt engagement«.

Rigtige valg
Dirigenten George Solti, der døde i 1997, var til gengæld vild med Renée Flemings stemme. Han valgte den unge amerikaner som den første modtager af The Solti Prize. En pris, der gives til særligt fremragende unge sangtalenter.
»I mit lange liv har jeg mødt måske to sopraner med denne sangkvalitet. Den anden var Renata Tebaldi«, udtalte maestro Solti dengang.
Faktum er, at Renée Fleming har haft medvind siden slutningen af 1980’erne, hvor hun 29 år gammel brød igennem som vinder af Metropolitan Opera Auditions i New York.
Det var ikke for tidligt. Det var ikke for sent. Det var på det helt rigtige tidspunkt…

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 19)

Tekst: Thomas Michelsen. Foto: Javier del Real / Teatro Real