Væk fra det urørlige | Interview Alice Sara Ott

For pianisten Alice Sara Ott gælder det om at fjerne afstanden mellem sig selv, musikken hun opfører og sit publikum, fortæller hun i dette interview. »Vi lever ikke længere i en verden, hvor kunstneren blot kun kan være kunstner og have en aura af noget urørligt over sig«.

Af Per Rask Madsen

Chopin, Tjajkovskij og Liszt er skam ikke umoderne, men det er at satse på det sikre, når man stort set kun holder sig til dét. Det lugter lidt af kassetænkning. Men så alligevel: Jeg møder den tysk-japanske pianist Alice Sara Ott i oktober i København, dagen før hun spiller … Bartóks 3. Klaverkoncert. Bestemt ikke et standardværk, selvom det dog er den mindst eksperimenterende af ungarerens tre i genren.
Jeg er nysgerrig efter, hvad der afgør, hvilke noder Alice Sara Ott sætter på flygelet – hende selv eller efterspørgsel fra markedet?

»For mig starter den egentlige musikalske udvikling først det øjeblik, hvor jeg spiller musikken foran et publikum«

Alice Sara Ott, pianist

»Det er nok omkring 50/50. Nogle gange får man muligheden for at spille noget, man ikke ellers ville have spillet, såsom Bartóks 3. Klaverkoncert, og det synes jeg er glimrende«, fortæller Alice Sara Ott.
Den tyske dirigent Jun Märkl, der dirigerer koncerten med Copenhagen Phil, ønskede at lave et rent Bartók-program. Forespørgslen nåede hendes agentur.
»Ved et tilfælde øvede jeg allerede på stykket, som jeg skulle opføre i Chicago. Typisk planlægger man sådan noget to år i forvejen«.
Alice Sara Ott kan ikke sætte tid på, hvor længe hun er om at indstudere et stykke. Hun har gang i mange på samme tid.
»Der er aldrig tid nok. Selv to år ville ikke række. Men det er min opgave at finde en løsning. Jeg ville sikkert være i stand til at spille en Beethoven-sonate foran et publikum efter at have øvet den et par måneder. Men på det tidspunkt er processen kun lige gået i gang. For mig starter den egentlige musikalske udvikling først det øjeblik, hvor jeg spiller musikken foran et publikum. Det er så anderledes fra at øve og fra orkesterprøver. Det bliver først for alvor levende, når jeg begynder at kommunikere det ud og tilpasser det til akustikken og hele stemningen ved koncerten«.

Til sagen
Før at fingrene skal lære et nyt værk at kende, pløjer nogle pianister tykke bøger igennem – foruden at læse selve noderne – for at komme ind i værkets hjerte. Først derefter begynder de at røre deres instrument. Med Alice Sara Ott er processen mere ligetil.
»Min tilgang er ikke så filosofisk. Jeg begynder bare og finder ud af, hvor udfordringerne ligger. Nogle gange er det at huske tonerne eller akkorderne eller meget andet ved stykket. Med Bartók-koncerten er det interaktionen mellem orkester og klaver, rytmisk set er det et krævende stykke, da jeg det meste af tiden spiller imod orkestret. Første prøve var akavet, fordi det var så unaturligt for os alle. I de fleste andre koncerter spiller vi sammen rytmisk set stort set hele tiden«.
Hendes første kærlighed var Bach, men den første klaverlærer, hun havde, var ungarer, så Bartóks musik er ikke ukendt land. Nu indtager en komponist som Liszt en særlig plads i hendes hjerte.
»Som ung pianist vil man lære det standardrepertoire, der er bud efter. Chopin, Tjajkovskij, Liszt …«, begynder hun at remse op…