»Vi kan aldrig besejre mesterværkerne« | Interview Leonidas Kavakos

Ingen kender Sibeliusʼ violinkoncert bedre end Leonidas Kavakos. I sin tid fik han overbevist komponistens efterkommere om at indspille den pralende originalversion. Men efter hundredvis af opførelser gør værket ham stadig usikker. Denne vinter er han aktuel i København både som solist og dirigent.

Af Andrew Mellor

Leonidas Kavakos er sen på den. I en nedlagt kirke i det sydlige London sidder et symfoniorkester og dets dirigent tavst og tålmodigt og venter på, at violinisten skal dukke op, så de kan begynde på prøven. Endelig kommer han smilende og vinkende gennem de tykke dobbeltdøre og bliver mødt af musikernes klapsalver og grin. Det tager ham knapt nok et minut at pakke sin Stradivarius ud af kassen, stemme den og gå den svære linedans i åbningsfrasen i Sibeliusʼ Violinkoncert med det glitrende orkester bag ham. Nogle ville beskrive det som professionelt, andre som næsten mirakuløst.

»Moderne direktion lærer dig, at du ikke skal tale med orkestret; at orkestret skal kunne forstå dine ønsker ud fra dine hænders gestik – det er noget vrøvl«

Leonidas Kavakos

Måske burde det ikke komme som en overraskelse, at Kavakos er i stand til at samle sin violin op og springe ind i Sibelius-koncerten, som en københavner ville hoppe op på sin jernhest og cykle ned ad gaden. Mere end nogen anden violinist i dag forbinder man ham med dette værk; han vandt Sibelius Konkurrencen i 1985 med det, og han var den første til at indspille den sjældent hørte originalversion. Men efter hundreder af opførelser hjemsøger partituret ham stadig.
»Det er ikke nemt. Praktiske ting i det kan stadig få mig til at blive usikker«.
Det er der ingen tegn på ved prøven i London. Med ansigtet mod orkestret ser Kavakos beslutsom og ubesværet ud. Og smilende og tændt. Da dirigenten Vladimir Jurowski arbejder med hornenes og fagotternes balance, ler Kavakos sammen med førsteviolinerne, som han spiller sammen med i nogle af tuttipassagerne. Ved slutningen af den lumske 3. sats bryder orkestret ud i applaus over solistens virtuose kunnen, en af basunspillerne hujer og hamrer en »sådan!«-knytnæve op i luften. Da prøven slutter efter halvanden time, bliver Kavakos hængende et kvarters tid og taler med koncertmesteren om violiner og teknik.

Ingen dirigentkarriere
At beskrive Kavakos som en kæmpe blandt violinister er en journalistisk kliché. Men man forstår, hvorfor folk bruger det udtryk: hans teknik er uovertruffen, hans moralske lederskab er utroligt, og han ser tårnhøj ud. For tiden er han mere end violinist. Han kommer til København i december for at spille Sibelius-koncerten, som han stadig fremfører med en ihærdighed, som ingen …