Artikel

»Vi lever i en kvalmende mig-mig-mig-kultur, som vi får skreget ind i hovedet« | Interview Kirill Gerstein

»Vi lever i en kvalmende mig-mig-mig-kultur, som vi får skreget ind i hovedet« | Interview Kirill Gerstein | Magasinet KLASSISK

Kirill Gerstein, flittig gæst i Danmark og snart solist i Mozarts d-mol-koncert, voksede op i Sovjetunionen, men mener nu nok, at hysteriet med priser og overfladiskheden ved ydre hæder i Vesten ikke har noget at lade hans fødeland noget at høre.

Af Michael Bo | Foto Marco Borggreve

Jeg banker på hans dør.

Forsigtigt.

Har ikke banket på andre folks døre på ‘WhereBy’, men det er den – gratis – onlineservice, Kirill Gerstein foretrækker at mødes med folk på. Og lave interview på.

Efter et par forgæves forsøg, hvor jeg banker og banker mere insisterende på
Gersteins virtuelle dør, lukker han mig ind. Med morgenhår, hvis ikke han med
alderen havde fået den der munkefrisure, og, gætter jeg, hvis billedet af ham
på skærmen havde været tydeligere, med søvn i øjnene. Med andre ord: Det er
tidligt.

Så vi er i Berlin. Det vil sige: Gerstein er i Berlin, jeg bliver her. I København som Kirill Gerstein står for at skulle besøge igen.

Det er formiddag, og han er mødt på arbejde på Hanns Eisler Hochschule für Musik i Berlin, hvor han er professor. Han har fjernundervist i alle coronamånederne, men nu er han tilbage. Han og eleverne. Bygningen er først lige genåbnet, og meget af den nære direkte undervisning er genoptaget, blot de husker på det med afstand og masker.

»Min tilknytning til Rusland har det med at vokse sig stærkere med alderen, ikke svagere«

Kirill Gerstein

Kirill Gerstein, 40, er amerikaneren, der er russer, men bor i Tyskland. Arketypisk musiker med andre ord. Han taler med tyk, tyk russisk accent, men er virtuos udi sproglig opfindsomhed og altid frapperende, dragende metaforer. Det er ikke nødvendigvis særlig arketypisk for en musiker, men Gerstein boltrer sig i
sproget. Som underviser må han være inspirerende.

Rødderne vokser sig stærkere
Grundlæggende lever de fleste af os en tilværelse, hvor det ene glider over i det andet, punkteret måske af to begivenheder: ens bryllup og ens førstefødte. Og så dør man.

Sådan er det ikke for eksilerede russere. I hvert fald ikke når man var barn i
sovjettiden og siden har skiftet statsborgerskab. Med den baggrund husker man
ganske meget ganske tydeligt, og som musiker nok ekstra tydeligt, eftersom de
heldigste og dygtige af dem har karrierer at bestyre, fra de var helt unge og
har været vant til at omgås voksne og træffe store afgørende beslutninger.

Vil du læse mere?

Køb et årsabonnement og få ubegrænset adgang til alle nyheder, artikler, anmeldelser m.m. på klassisk.org

Bestil abonnement

Læs artiklen i KLASSISK nr. 58

KLASSISK udkommer både som magasin og online. Med et abonnement får du både tilsendt de kvartalsvise magasiner, samt adgang til det fulde kartotek her på hjemmesiden.
Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER