»VI VAR FANATIKERE SOM PRÆSTER OG MARTYRER, PARATE TIL AT DRÆBE VORES MODSTANDERE …«

‘Tristan og Isolde’. Den første Tristan-tenor døde af sine anstrengelser. Wagners sagnomspundne opera opslider de udøvende, men hensætter publikum i ekstase

En af de allermest spændende datoer i musikhistorien var den 10. juni 1865. Den dag uropførtes Richard Wagners ’Tristan og Isolde’ på hofoperaen i München. Årelange anstrengelser var gået forud for premieren, der blev overværet af Wagners velynder, kong Ludwig II af Bayern, og en række af det europæiske kulturlivs førende navne. Forestillingen var en succes, og der var almindelig enighed om, at der her var skabt noget nyt og specielt. Alligevel skulle der gå mange år, inden det stod klart, hvor epokegørende operaen egentlig var. Ud over at være et musikalsk og dramatisk mesterværk kom den til at sætte sig dybe spor også i litteraturen, filosofien og billedkunsten og har dermed været med til at præge vores kultur på afgørende vis, både som forbillede og som modbillede.
’Tristan og Isolde’ udsprang af en personlig krise. Midt under det årelange arbejde på ’Nibelungens Ring’ begyndte Wagner at gå død i det store projekt. Han boede på det tidspunkt i Zürich som gæst hos den schweiziske rigmand Otto Wesendonk.
Men omgangen med Wesendonk kompliceredes hurtigt af den gensidige betagelse mellem Wagner og Wesendonks unge kone Mathilde. Inspireret af affæren – der trods voldsom lidenskab med stor sandsynlighed aldrig blev mere end platonisk – afbrød Wagner kompositionen af ’Ringen’ og påbegyndte udformningen af ’Tristan og Isolde’, bygget på et middelalderligt sagn, der netop handler om den forbudte kærlighed mellem Cornwalls dronning Isolde og hendes mands nevø og hærfører Tristan. Da librettoen var færdigt, eksploderede situationen, og de respektive ægtefæller fik sat en stopper for forholdet. Wagner tog til Venedig, uden hverken kone eller elskerinde, og udarbejdede der, under munkeagtigt asketiske arbejdsforhold, den måske mest glødende kærlighedsmusik der nogensinde er blevet skrevet.
Og kærligheden hos Wagner indebærer altid noget mere end blot erotisk tiltrækning …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 13)

Tekst: Mikael Garnæs; foto: Carl Thorborg / Kungliga Operan