Kategori: Vokal

Der er ikke meget, der er sædvanligt ved Leif Ove Andsnes’ nye album, hvor pianisten får selskab af Det Norske Solistkor. Men i det mindste kender vi komponisten.

Det er ikke så tit, at man får et helt album med værker af Alessandro Scarlatti i hænderne – fysisk eller digitalt. Her er det med den franske dirigent Thibault Noally, som med sit ensemble Les Accents er en stor dyrker og fortaler for Alessandro Scarlattis sanselige musik. Albummet rummer tre værker, som ifølge Noally bevæger sig fra lys mod mørke: to motetter efterfulgt af Scarlattis ‘Stabat Mater’.

Monteverdis ‘Poppeas kroning’ er måske den mest erotiske opera, der nogensinde er skrevet. Publikum bliver præsenteret for et studie i begærets korrumperende kraft, som driver kejser Nero ud i rendyrket brutalitet. Det erotiske drama ledsages af musik, som på levende vis spejler den seksuelle akt.

Men sådan forholder det sig ikke på Det Kongelige Teater.

Operaen om Julius Cæsar i Egypten, hans affære med Cleopatra og rivaliseringen med den egyptiske konge Ptolemæus, var begyndelsen til Händel-bølgen på Det Kongelige Teater tilbage i 2005.

Efter et par operapremierer på Det Kgl. Teater, hvor iscenesættelsen er hentet fra udlandet, og sangerne langt hen ad vejen er gæster, er ‘Rosenkavaleren’, Richard Strauss’ store senromantiske ‘komedie for musik’, en egenproduktion. Operachef Elisabeth Linton har sat i scene, og chefdirigent Marie Jacquot står i spidsen for kapel, kor og en række af operaens faste solister. Det er en god indikation for, hvordan Den Kongelige Opera har det lige nu.

Erin Morley og Lawrence Brownlee har begået en plade, som de selv i interviews har beskrevet som et hjertebarn, født af en stor kærlighed til netop dét operarepertoire, pladen portrætterer. Men også hjertebørn skal klædes ordentligt på til mødet med realiteterne. Dét lykkes ‘Golden Age’ desværre knap så godt med.

Den svenske instruktør Dan Turdén er gået i den danske filosof Søren Kierkegaards fodspor i sin opsætning af Mozarts ‘Don Juan’, og det viste sig at føre på vildveje.

Francis Poulencs opera er en oprivende og højintens fortælling, og i mesterinstruktør Barrie Koskys iscenesættelse bliver den ikke blot forløst, så intet aspekt af stykket bliver forsømt, men instruktøren formår at give den en yderligere spektakulær visuel drejning, der fornemmes som helt i pagt med værket.

‘Nastasya 25 år. Hun forlader ham. Han slår hende ihjel’. Med disse ord skrevet på bagvæggen begynder ‘The Idiot’. Instruktør Krzysztof Warlikowski gør det straks klart, at Weinbergs opera ikke blot handler om en enkelt sindssyg mand, der dræber, men om et samfund hvor mænds vold mod kvinder er langt mere end et privat anliggende.

For anden gang på mindre end et år lander der et nyt album med en fremragende mandlig sopran – den første var med Bruno de Sá – på mit bord.