Der er ikke mange formildende omstændigheder i historien i Wolfgang Rihms kammeropera ʽJakob Lenz’. Det er en ung mands deroute ind i sindssygen. Det går kun fra slemt til endnu værre. ʽJakob Lenz’ bygger på en novelle af den tyske romantiske digter Georg Büchner. Novellen, der hedder ʽLenz’, fortæller om den virkelige Jakob Lenz, som var digter i 1700-tallet og ven med bl.a. Goethe. Så altså tysk digtning om en kunstner, der falder ind i sindssygen, fra første node. En tragisk helt, der forsøger at kæmpe imod konventioner og samfundets snærende bånd, men uden succes. Allerede når vi møder ham første gang i naturen, i bjergene kravler han rundt og vil hellere gå på hænderne end benene.

»Den usædvanlige instrumentkombination giver Rihm mulighed for at arbejde med uendelige variationer af lyden af sindets mørke«

Barytonen Georg Nigl gør en formidabel indsats som den skøre Lenz: fra de lyriske melodier, når han synger om den skønne Friederike, han ikke kan få, til de gale udråb, når hans ven prøver at hjælpe ham, eller når præsten prøver at overtale ham til at rejse hjem til familien. Fysisk er han i underbukser i det meste af operaen, kravler rundt i bjergene eller ligger i fosterstilling i den altid tomme bogreol derhjemme, hvor tapetet hænger i laser. For til sidst at smøre sig ind i afføring – godt dvd’en ikke kommer med lugt – og ende i spændetrøje i en ramponeret sygeseng med slatne fjedre. Og alligevel er han menneskelig, Lenz. Man forstår hans sorg over tabet af Friederike og hans modstand mod at tage hjem til den snærende, religiøse familie. Og hans trang til og søgen efter frihed. Men i det klaustrofobiske univers er der ingen vej. Kun ind i galskaben. Det er ikke en nem historie at gøre relevant, men instruktøren Andrea Breths psykologiske fortolkning af Lenz’ galskab giver mening, gør ham forståelig og vedkommende og operaen bevægende.

Operaen er en kammeropera med en række scener fra Lenz’ vej ind i galskaben. Den tyske komponist Wolfgang Rihm skrev operaen som ung mand i slut-70’erne. Musikken er komponeret for en helt særlig besætning: tre celloer, seks blæserinstrumenter, cembalo og slagtøj. Tre sangere synger hovedpartierne, de tre mænd – Lenz, præsten Oberlin og vennen Kaufmann. Der er et kor med, et kor af stemmer, som kun Lenz kan høre, og som ofte giver mere mening for ham end dem, der prøver at hjælpe ham. De taler og visker og synger og bekræfter Lenz i tingenes tilstand. Selvom det er en kammeropera, er der ikke sparet på virkemidlerne. Rihms musik er fuld af detaljer og drama, og den usædvanlige instrumentkombination giver Rihm mulighed for at arbejde med uendelige variationer af lyden af sindets mørke fra basunens mørke toner til det aggressive og hysteriske slagtøj.

ʽJakob Lenz’ er nok tidstypisk komponeret, og selvom den kun varer fem kvarter, kræver den en vis stamina at kaste sig ud i, men det er det værd i denne iscenesættelse, hvor historien bliver menneskelig, og både sangere og musikere er en fornøjelse at høre på.

/ Charlotte Nørby

Læs også: Rihm vinder Grawemeyer-pris

Denne koncert fangede allerede min opmærksomhed, da DR SymfoniOrkestrets sæsonprogram blev offentliggjort sidste forår. Sopranen Lise Davidsen (foto), der er uddannet i København, har base i København, og omtales allerede som den mest lovende Wagner-sangerinde i sin generation, og sandsynligvis også når det gælder den foregående og kommende. Men hun optræder sjældent i byen, og hun er ikke blevet set på Det Kgl. Teaters scene i årevis, så dette var en mulighed for at høre hende i noget af Wagners mest glødende musik – rejsen mod ekstatisk kærlighed, som er første akt i ‘Valkyrien’ – og med sangere i samme liga, som hende. Amerikaneren Stephen Gould og danskeren Stephen Milling.

Men først var Rued Langgaard på programmet. Det var en inspirerende idé at foregribe Wagners 70-minutter lange symfoniske skildring af det blomstrende forår og sensuel kærlighed med Langgaards symfoni om efterårets apokalyptiske undergang. Det var også et tydeligt vink med en vognstang om, at Fabio Luisi har forpligtet sig til at opføre dansk musik, da han valgte at dirigere dette værk.

Den fjerde symfoni (‘Løvfald’) er Langgaards mest detaljerede og fascinerende. En 23-minutter lang rutsjebanetur skrevet på blot fem dage i 1916. Værket er fyldt med konflikter og modstand og hjemsøgt af visioner. Man kan ane formen af en Brahms-symfoni et eller andet sted, og excentriciteterne fra Martinu i de vilkårlige kadencer og pludselige forskydninger i retning.

»Bladene fra titlen faldt ikke bare ned men hvirvlede manisk rundt som tankerne i Langgaards hoved«

Luisi lagde et hurtigt tempo for dagen, hvilket fint fangede symfoniens vildskab. Bladene fra titlen faldt ikke bare ned men hvirvlede manisk rundt som tankerne i Langgaards hoved. Men uanset hvor lidenskabeligt Luisi greb det an, føltes musikken opdelt med fokus på excentriciteterne i de enkelte afsnit snarere end på storformen med det ubønhørlige ryk mod den apokalyptiske slutning. Nogle af de mest interessante og nervepirrende skift i symfonien blev desværre hastet igennem.

Efter pausen kom der endnu flere instrumenter på scenen, bl.a. bastrompeter, Wagner-tubaer og fire harper. I ‘Valkyrien’bevæger Wagners “Ring” sig fra det truende til det kærlige. Musikken er monumental, men mange af teksturerne i første akt er sparsomme og tøvende, da karakteren Sieglinde, sunget af Lise Davidsen, forsøger at finde ud af, hvem den mærkelige besøgende i hendes kærligsløse hus egentlig er. Før hun indser, at Siegmund, sunget af Stephen Gould, er hendes forsvundne bror, og forelsker hun sig i ham. Det var ikke en semi-iscenesat opførelse, men den intense måde hvorpå Davidsen og Gould kiggede hinanden i øjnene, var dramaturgi nok.

DR SymfoniOrkestret kæmpede undertiden de steder, hvor Wagner holder den musikalske intensitet i en enkelt tråd, men når alle spillede, var lyden storslået, dygtigt styret af Luisi, og fuld af mørke og med en god forståelse for forholdet mellem dramatisk og musikalsk tempo. Det blev krydret med smukke soloer af solocellist Henrik Dam Thomsen, solohornist Lasse Mauritzen og den mest imponerende Johnny Teyssier på soloklarinet. Vi følte den glinsende skønhed ved ankomsten af maj måned, og den opbyggende spænding da Siegmund trækker sværdet ud af træstammen.

»Lise Davidsens stemme er, som vi allerede ved, fænomenal«

Sangene var heller ikke så ringe! Lise Davidsens stemme er, som vi allerede ved, fænomenal. Dens klarhed, tilstedeværelse og egalitet er af den anden verden. For nylig blev hun kritiseret for en vis mangel på indlevelse og subtilitet, men hendes skildring af Sieglindes rejse var overbevisende. Selv om de store øjeblikke hen mod slutningen af 1. akt var pirrende, så virkede de også lettere følelsesforladte – mere storslåede end menneskelige.

Stephen Milling er født til at synge Hunding, Sieglindes tyranniske mand, der indser at Siegmund er hans fjende. Han sang uden partitur og præsenterede rollens afvisende karakter uden at det blev en karikatur. Stephen Goulds intonation var ikke helt så pletfri som hans kollegers, men han viste, hvorfor han er den bedste heltetenor i dag, ved at frigøre mere og mere kraft undervejs, mens han hele vejen igennem bevarede en klar og fast klang. Wagner-sang bliver sjældent meget bedre, men for Lise Davidsen er det næppe tilfældet.

/ Andrew Mellor

Langgaard & Wagner
Lise Davidsen, Stephen Gould, Stephen Milling, DR SymfoniOrkestret og chefdirigent Fabio Luisi 16.1.20

Foto: Ray Burmiston

Læs også: En naturkraft, der ikke kan bremses | Interview Lise Davidsen

Da Storbritannien nu officielt er en joke i resten af Europa, var det betænksomt af DR VokalEnsemblet at minde os om, at der trods alt er noget, som briterne stadig er rigtig gode til.

Storbritanniens unikke tradition for semiprofessionelle kirkekor blomstrer som aldrig før, og det mest berømte af dem alle er koret fra King’s College Cambridge, der når ud til millioner af radiolyttere, når deres koncert sendes live den 24. december på BBC (som det er sket siden 1920’erne). DR VokalEnsemblets nuværende chefdirigent, Marcus Creed, har selv sunget i King’s og hans forgænger Stephen Layton var organiststuderende ved King’s College.

Koncerten var opbygget som en traditionel King’s Christmas oplevelse, men problemet med at prøve at skabe en engelsk korlyd er, at du i virkeligheden skal bruge et engelsk kor for at være i stand til det. DR VokalEnsemblet er et af de meget få professionelle kor i Europa, der kan komme i nærheden af den engelske lyd, og det skyldes nok vokalensemblets historik med en række britiske chefdirigenter, som har haft fokus på tekstur, udtale og klarhed i klang.

Men meget at den berømte King’s College lyd hænger også sammen med akustikken i det pragtfulde kapel i Cambridge. ‘An English Christmas’ forsøgte at indfange ånden i kapellets julegudstjeneste, og Celine Haastrups charmerende introduktion til koncerten betonede atmosfæren i det mørke engelske kapel, mens Garnisonskirken var oplyst som en Tax Free-butik i lufthavnen. Garnisonskirken har heller ikke den tilsvarende charmerende og markante akustik som i King’s Chapel, der får alt til at lyde himmelsk. Heldigvis er aftenens gæstedirigent, Graham Ross, vant til at håndtere det sidstnævnte problem: Han dirigerer normalt koret fra Clare College Cambridge, som synger i et langt mindre kapel og med en tørre akustik end King’s.

I koncertens første halvdel vekslede Ross mellem britiske juleklassikere og uddrag fra Thomas Tallis’ julemesse ‘Missa Puer natus est nobis’ fra omkring 1554. I starten lød de 18 sangere skrøbelige i Tallis’ afslørende partitur, som er opdelt i syv separate melodilinjer, men da koret havde sunget sig varme, opstod der fortryllende øjeblikke, langt fra King’s traditionelt meget kontrollerede sang, og glæden ved musikkens krop og sjæl skinnede tydeligt igennem i de lange polyfoniske melodilinjer. Ross dirigerede præcist men med en usædvanlig teknik, der fastholdt den rytmiske fremdrift, men som samtidig gav luft til sangerne.

Sangene blev leveret ekspressivt, men der var også plads til tilbageholdenhed, som i Harold Darkes ‘In the Bleak Midwinter’ (med en øm sopransolo af Christine Nonbo Andersen) og John Taveners ‘The Lamb’, som blev fortolket med en sjælden dybde og indlevelse.

Koret havde en fremragende balance, stemmerne var fint afstemt og artikulationen tydelig i de langsomme julesange og i John Gardners ‘Tomorrow Shall Be my Dancing Day’ og George Woodwards ‘Up Good Christian Folk and Listen’. Men udtalen blev lidt mudret i nogle af de andre værker. Fx i Bob Chilcotts ‘A Shepherd’s Carol’ og John Rutters ‘What Sweeter Music’. I Graham Ross’ version af ‘Silent Night’ blev der trykket på et par af de nemme, harmoniske knapper, men bød også på en smuk sopransolo af Jihye Kim. I opførelsen af værket var koret opdelt i sektioner i kirkerummet. Det samme trick blev brugt i Will Todds magiske ‘My Lord has come’, som blev sunget i total stilhed.

Herefter sang hele kirken traditionelle britiske fælles-julesange, bl.a. ‘Hark, the Herald Angels Sing’ og ‘O Come all ye Faithful’ med gnistrende orgelspil af Mads Damlund, hvorefter Ross styrede koret gennem ‘Sneflokke kommer vrimlende’. Et enkelt stykke dansk kage til at afslutte en ellers engelsk juleplatte, og som forhenværende engelsk kordreng var jeg tæt på at få hjemve. Men kun næsten.

/ Andrew Mellor

DR VokalEnsemblet / Graham Ross
Garnisonskirken København, 14.12.19

Foto: Per Morten Abrahamsen / DR

Læs også: Når orkestret skal stole på sit eget instinkt | Koncertanmeldelse

Jeg siger det med det samme: Dette er helt uden tvivl den fineste nyindspilning af musik af Händel, jeg har hørt i år. Og selvom der hele tiden strømmer nye versioner af især Händels modne operaer ud fra pladeselskaberne, er det den endnu ikke 26-årige Händels italienske kantater, der har fået lov til at blive liggende i min cd-afspiller i nu snart to uger.

Det er den franske cembalist og dirigent Emmanuelle Haïm og hendes ensemble Le Concert d’Astrée, der tager os med på rejsen tilbage til tiden, før Händel blev tidens førende operakomponist. I hans italienske kantater fra 1707-10 møder vi hyrder og hyrdinder, nymfer og en del mytologiske kvinder med ondt i følelseslivet – og Haïm har valgt tre kantater, som fik så svært ved at være på én cd, at selskabet Erato besluttede at fordele dem på to, men til samme pris som en enkelt.

»Dette er helt uden tvivl den fineste nyindspilning af musik af Händel, jeg har hørt i år«

Den franske sopran Sabine Devieilhe, 33 år gammel, er med sin lette, fleksible og svævende sopran som skabt til netop den tidlige musik, og den kun 25-årige fransk/italienske mezzosopran Lea Desandre tilfører med sin mere dramatiske og mørkere stemme præcis den rette modvægt til Devieilhes florlette lyd. Og så har Desandre endda også højde til at synge Fillide i kantaten ʽAminta e Fillide’, som egentlig er skrevet for to sopraner, men som her, helt uden problemer, udføres af en sopran og en mezzosopran på den første af de to cd’er.

På den anden synger de to sangere hver en solokantate for henholdsvis sopran og mezzosopran; Devieilhe synger med lyrisk overskud om den forladte Armidas trængsler i kantaten ʽArmida Abbandonata’, og Desandre folder andre dele af temperamentsskalaen ud i den allermest dramatiske af Händels italienske kantater, ʽLa Lucrezia’.

Emmanuelle Haïm leder det lille eksklusive ensemble, ikke som blot akkompagnement til solisterne, men som overordentligt jævnbyrdige medspillere undervejs. Især cellisten Atsushi Sakai er en oplevelse for sig selv som altid hyperopmærksom ledsager til de to sangere i kantaterne, og som det naturlige tyngdepunkt i den triosonate i h-mol, med violinisterne David Planier og Agnieszka Rychlik i hovedrollerne, som er en ekstra bonuslækkerbisken på pladesættet. En indspilning, som jeg med garanti vil vende tilbage til mange gange i den kommende tid. Varmt anbefalet.

/ Henrik Engelbrecht

Hvis man er til tragisk kærlighed i barokmusikalsk forklædning, så byder den tjekkiske mezzosopran Magdalena Koženás seneste cd på masser af netop det. Sammen med dirigenten Václav Luks og hans glimrende ensemble Collegium 1704 fra Prag har Kožená indspillet verdslige italienske kammerkantater skrevet i Napoli, Rom og Venedig.

Jeg vil fremhæve tre personlige helte ved dette års operafestival. Enhver, der var i Kødbyen den første aften, vil sandsynligvis være enige med mig i den første: den russiske sopran Olga Tenyakova (foto). Hun styrede løjerne ved åbningsgallaen, en koncertant udgave af Dvoráks eventyropera ‘Rusalka’ (en slavisk version af H.C. Andersens ‘Den Lille Havfrue’), som blev opført på udendørsscenen på Flæsketorvet sammen med den Slovakiske Nationaloperas orkester og det lokale kammerkor Camerata.

Det er ikke let at synge opera udendørs med et orkesterforstærkning. Men Tenyakova fik det til at lyde så nemt. I enhver henseende var hun en perfekt Rusalka. Rollen kræver en stemme, der kombinerer renhed og uskyld, samt styrke af stål og dramatisk magnetisme. Tenyakova gav os det hele, tilføjet charme og skønhed. Der var en ægte kemi mellem sangerne og Oliver von Dohnányi, som dirigerede så publikum, der sad og drak øl og spiste hotdogs, fik det optimale ud af musikken.

»Kun i Skandinavien kan man opleve en operafestival, der gør det utænkelige at mikse populær underholdning og avantgarde-eksperimenter«

Kun i Skandinavien kan man opleve en operafestival, der gør det utænkelige at mikse populær underholdning og avantgarde-eksperimenter. Festivalens helt nr. 2 er en mand, der normalt er involveret i sidstnævnte kategori. Basbaryton Sten Byriel blev pensioneret fra Det Kongelige Teater denne sommer efter 34 år. Jeg vil aldrig glemme, da jeg så ham få skåret sin højre arm af i Kasper Holtens opsætning af ‘Das Rheingold’ ved mit første besøg i Danmark i 2005. Han er, som vi siger i England, en ‘national treasure’.

Søndag eftermiddag, i uKirke på Vesterbro, præsenterede Byriel os for et mesterværk fra den engelske modernisme: Peter Maxwell Davies’ ‘8 Songs for a Mad King’. Det 50 år gamle stykke er en monolog for solosanger og ensemble, baseret på melodier, som den forvirrede kong George III af England troede, at han kunne lære fuglene at synge. Sangstemmen spænder over kolossale fem oktaver og byder på alle sangteknikker i lærebogen, fra svag visken til råb, fra det dybeste basleje til falset. Fysisk kræver partiet også en del. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden sanger i Danmark, der ville være i stand til at leve sig så fuldt og helt ind i rollen som denne forvirrede, sårbare, torturerede og vrede mand, som Byriel gjorde. Nyd din pension Sten, men kom meget gerne igen til kommende festivaler.

Årets mest omtalte begivenhed var ‘Don Juan’, en nyfortolkning af Mozarts ‘Don Giovanni’. Det var et forbløffende show, der tog publikum med til en imaginær begravelse og derefter til en regulær fest inklusiv cirkusartister og forførere.

En succes? Både og. Mads Brauers elektroniske manipulationer gjorde ikke noget godt for Mozarts musik og sugede kraften ud af en opera, der bygger på affekt. Instruktør Christian Lollikes tilsyneladende fejring af Don Juans fordærvelse var også tvivlsom. Konceptets dristighed var uden tvivl opsætningens helt store styrke. I den sidste festscene kom vi tættere på essensen af Don Juan, end vi ville være i stand til i et hvilket som helst operahus. Ubehageligt? Lejlighedsvis. Spændende? Til sidst, ja.

Ligesom i ‘Don Giovanni’ er der elementer af det overnaturlige (og en uvelkommen middagsgæst) i Hakon Børresens opera ‘Den Kongelige Gæst’ fra 1919. Det er et kort værk, hvor fortællingen er uddateret, men musikken er bestemt ikke. Vi hørte Leif Greibes reducerede instrumentering for fem musikere (med Greibe selv ved klaveret), der skitserede musikkens spændende skift, usædvanlige farver og charmerende lyrik. Men værket fortjener en mere gennemarbejdet iscenesættelse, end det var tilfældet i Ida Fogh Kibergs sammenklemte bud på Arbejdermuseet. Det var kun basbaryton David Kragh Danvings prins Karneval (gæsten), der konsekvent kunne holde publikums opmærksomhed.

At genoplive ‘Den Kongelige Gæst’ i hundredeåret for dets premiere var en fantastisk idé, og ligeså godt tænkt var det at få Kira Skov (tidligere frontfigur i bandet Kira & The Kindred Spirits) til at synge Elvis Costellos sangcyklus ‘The Juliet Letters’ fra 1993 med Nordic String Quartet, i det smukke og intime Betty Nansen Teater.

Kira Skov var kommet på en vanskelig opgave, da sangstemmen konstant skifter taktart og toneart. Til tider kunne man høre, at hun var uden for sin komfortzone, men hendes karakteristiske stemme og tilstedeværelse gav liv til sangene, ligesom Nordic String Quartets stramme og disciplinerede spil gav hende et solidt grundlag at danse både vokalt og bogstaveligt i instruktør Elisa Kragerups fantastisk lyssætning på scenen. Værket har meget interessant at sige om forholdet mellem ord, musik og teater. Et perfekt valg til denne festival.

Og så til min sidste helt: Peter Lodahl. Som kunstnerisk chef har tenoren tre somre i træk ladet sin personlighed og erfaring skinne gennem festivalen program, og han har tiltrukket verdensklassesangere til København (ikke mindst Levi Sekgapene og Matthew Rose, to af dette års liedsangere). Han vil blive savnet, når han stopper efter dette års festival. Men du kan stadig nå at fange ham i hans sidste projekt som operachef: en produktion af Puccinis ‘La bohème’ på Østre Gasværk fra den 16. november. Stor respekt herfra, Peter.

/ Andrew Mellor

Foto: Olafur Gestsson / CPH Opera Festival

Læs også: Et pruttende og spjættende væsen

I efteråret 1719 er der prøver på en ny opera på slottet i Dresden. Kurfyrsten, Frederik August 2. af Sachsen, er på vej hjem fra en rejse til Polen, og velkomsten skal være en ny opera, ‘Flavio Crispo’, af hofkomponisten Johann David Heinichen.

Normalt er ‘Elskovsdrikken’ ikke så foruroligende, som det er tilfældet i Den Jyske Operas nye opsætning af Donizettis komiske opera.

(scroll down for the english version)

Af Andrew Mellor

Fra start til slut er det en fornøjelse at opleve Donizettis mest populære opera, men normalt føles det ikke lige så tæt på virkelighedens verden, eller lige så foruroligende, som det er tilfældet i Harry Fehrs nye opsætning af ‘Elskovsdrikken’ med Den Jyske Opera. Harry Fehr fremhæver kritikken af materialisme og snobberi, som lurer lige under operaens overflade, uden at lægge en dæmper på vittighederne eller operaens flow. Det gør hans visuelt smukke produktion til en triumf, som kan gøre sig på ethvert operahus.

Midt i Fehrs marmorbeklædte og luksuriøse indkøbscenter (designet af Yannis Thavoris) finder vi operaens glamourøse Adina, der er en narcissistisk ‘shopaholic’. “Underhunden” Nemorino, som prøver at vinde hendes kærlighed, er storcentrets rengøringsmand, og når han bliver sunget af Robin Kim, er han også indvandrer og det eneste ikke-hvide ansigt på scenen. Da kvaksalveren Dulcamora overtager en butik i centret og begynder at sælge mirakelmedicin, ser Nemorino en mulighed for at få Adina til at forelske sig i ham.

Dulcamoras kærlighedsekstrakt er dog ubrugelig, og dens effekt begrænser sig til det psykologiske. Men når Fehr har skabt så stort et skel mellem den nedslidte Nemorino og centrets fordomsfulde middelklassekunder, inklusiv Adina, hvad kan så få hende til at elske ham?

I denne opsætning er svaret medmenneskelighed. Soldaten Belcore bejler også til Adina, og hans ydmygende behandling af “outsideren” Nemorino er morbid. På et tidspunkt tømmer han indholdet fra hans rengøringsvogn på marmorgulvet og tvinger Nemorino til at rydde op liggende på sine knæ. Rundt om står koret og mobber ham, mens de krammer deres dyre indskøbsvarer ind til kroppen, og her får Adina ondt af ham, og derved nærmer de sig hinanden.

Langsomt modnes Adina, og Nemorino vokser som menneske. Sangerne Lina Johnson og Robin Kim skildrer både denne forandring fysisk og vokalt. Det første fungerer dog bedst.

At bruge et indkøbscenter, som stedet hvor dramaet udspilles, er utrolig nyttigt for handlingen. Der er nem adgang til alt lige fra Dulcamaras mirakelmedicin til bryllupstilbehør, der mirakuløst dukker op i begge akter. Det betyder også, at koret, som samtidig er “shoppere”, aldrig virker fejlplaceret, uanset hvor de optræder på scenen, hvilket ofte er et problem i Donizettis komiske operaer.

Jens Søndergaard giver den bedste optræden denne aften. Han tilfører en storhed og pompøsitet til Belcores parti, og han fejer næsten sine kolleger af scenen. Robin Kim har en attraktiv, rav-lignende tenorstemme, men den er meget kompakt og byder ikke på en stor farvepalet. Han synger Donizettis mest berømte aria ‘Una furtive lagrima’ elegant og intelligent, men den får ikke taget til at lette. Lina Johnsons sopran fungerer godt i ensemblestykkerne, men når hun synger solo, formår hun ikke at give sin vokal megen karakter på trods af både smidighed og klarhed.

Pavlo Balakin er ikke den typiske larger-than-life buffo, der normalt forbindes med Dulcamaras parti. Men han synger pænt og ordentligt (især i de hurtige passager) og med en antydning af blåt blod i årene. Koret kunne godt havde sunget kraftigere, og fra Copenhagen Phil, under Per-Otto Johansens baton, savnede jeg mere indføling og drama, især i de store ensemblepartier. Men denne aften udfyldte det teatralske hullerne. Jeg både grinte og græd undervejs, og sjældent har sloganet ‘Ei blot til lyst’ over prosceniet af Gamle Scene været mere sigende.

Elskovsdrikken
Det Kgl. Teater, gl. Scene, 14.11.17
Den Jyske Opera, Copenhagen Phil, dirigent Per-Otto Johansen.

Foto: Kåre Viemose I Den Jyske Opera

– o –

[ENGLISH VERSION]

When opera is true-to-life | Operareview

Usually does ‘L’elisir d’amore’ not feel as unsettling as it does in Den Jyske Opera new production of Donizettis comic opera.

**** (4 stars out of 6)

By Andrew Mellor

Donizetti’s most popular opera is a delight from start to finish. But it doesn’t usually feel as true-to-life or as unsettling as it does in Harry Fehr’s new production for Den Jyske Opera. Fehr manages to highlight the critiques of materialism and snobbery that lie under the opera’s surface without damping any of its fluency or jokes. That is what makes his visually beautiful production a triumph, one that would grace the stage of any opera house in the world.

Amid the white marble of Fehr’s luxurious Mall (designed by Yannis Thavoris), the opera’s glamorous lead Adina is a narcissistic shopaholic. The underdog Nemorino who wants to win her love is the Mall’s cleaner. When sung by Robin Kim, he is also an immigrant: the only non-white face on the stage. When the quack Dulcamora takes over a redundant shop and starts selling miraculous potions, Nemorino seizes his chance to make Adina love him.

Of course, Dulcamora’s love potion is useless; its effects are limited to the psychological. But when Fehr has created such a huge divide between the downtrodden Nemorino and the Mall’s prejudiced middle-class customers including Adina, what can possibly make her love him?

The answer, in this production, is humanity. The soldier Belcore is a rival for Adina’s love. His humiliating abuse of the ‘outsider’ Nemorino is sickening. At one point, he empties the cleaner’s cart of equipment onto the marble floor and forces him to clean up the mess on his hands and knees. The chorus stand and mock him, clutching their expensive purchases. Adina’s compassion draws her towards Nemorino by default.

Slowly Adina matures into something resembling a rounded adult and Nemorino grows in stature too. Lina Johnson and Robin Kim depict the change better physically than they do vocally, but the job is done nonetheless.

Meanwhile the Mall proves endlessly useful in serving the drama. It allows easy access to everything from Dulcamara’s potions to the wedding equipment that miraculously appears in both acts. It also means the chorus of ‘shoppers’ can never look awkward, wherever they are positioned (often a problem in comic Donizetti).

Jens Søndergaard provides the best singing of the evening. He brings a grandeur and pomposity to the role of Belcore, nearly sweeping his colleagues off the stage. Kim possesses an attractive, amber-like tenor voice but it is highly contained and doesn’t have a big range of colours. He sings Donizetti’s most famous aria ‘Una furtive lagrima’ elegantly and intelligently, but it won’t raise the roof. Johnson’s soprano is similarly scaled. She is highly reactive in the ensemble pieces but doesn’t assert much vocal character alone, despite her agility and brightness.

Pavlo Balakin isn’t the normal larger-than-life buffo we see in Dulcamara. But he sings neatly and tidily (particularly in the quick patter passages) and with a hint of redeeming nobility. We could have used more power from the chorus and more sensitivity and excitement from the Copenhagen Phil under Per-Otto Johansen, especially in the large ensemble pieces. But on this occasion, natural theatricality filled in. You emerge laughing and crying; rarely has the phrase ‘Ei blot til lyst’ above the proscenium of Gamle Scene felt more true.

‘L’elisir d’amore’
Det Kgl. Teater, gl. Scene, 14.11.17
Den Jyske Opera, Copenhagen Phil, conductor Per-Otto Johansen.

Foto: Kåre Viemose