Når det utænkelige lykkedes

Jeg vil fremhæve tre personlige helte ved dette års operafestival. Enhver, der var i Kødbyen den første aften, vil sandsynligvis være enige med mig i den første: den russiske sopran Olga Tenyakova (foto). Hun styrede løjerne ved åbningsgallaen, en koncertant udgave af Dvoráks eventyropera ‘Rusalka’ (en slavisk version af H.C. Andersens ‘Den Lille Havfrue’), som blev opført på udendørsscenen på Flæsketorvet sammen med den Slovakiske Nationaloperas orkester og det lokale kammerkor Camerata.

Det er ikke let at synge opera udendørs med et orkesterforstærkning. Men Tenyakova fik det til at lyde så nemt. I enhver henseende var hun en perfekt Rusalka. Rollen kræver en stemme, der kombinerer renhed og uskyld, samt styrke af stål og dramatisk magnetisme. Tenyakova gav os det hele, tilføjet charme og skønhed. Der var en ægte kemi mellem sangerne og Oliver von Dohnányi, som dirigerede så publikum, der sad og drak øl og spiste hotdogs, fik det optimale ud af musikken.

»Kun i Skandinavien kan man opleve en operafestival, der gør det utænkelige at mikse populær underholdning og avantgarde-eksperimenter«

Kun i Skandinavien kan man opleve en operafestival, der gør det utænkelige at mikse populær underholdning og avantgarde-eksperimenter. Festivalens helt nr. 2 er en mand, der normalt er involveret i sidstnævnte kategori. Basbaryton Sten Byriel blev pensioneret fra Det Kongelige Teater denne sommer efter 34 år. Jeg vil aldrig glemme, da jeg så ham få skåret sin højre arm af i Kasper Holtens opsætning af ‘Das Rheingold’ ved mit første besøg i Danmark i 2005. Han er, som vi siger i England, en ‘national treasure’.

Søndag eftermiddag, i uKirke på Vesterbro, præsenterede Byriel os for et mesterværk fra den engelske modernisme: Peter Maxwell Davies’ ‘8 Songs for a Mad King’. Det 50 år gamle stykke er en monolog for solosanger og ensemble, baseret på melodier, som den forvirrede kong George III af England troede, at han kunne lære fuglene at synge. Sangstemmen spænder over kolossale fem oktaver og byder på alle sangteknikker i lærebogen, fra svag visken til råb, fra det dybeste basleje til falset. Fysisk kræver partiet også en del. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden sanger i Danmark, der ville være i stand til at leve sig så fuldt og helt ind i rollen som denne forvirrede, sårbare, torturerede og vrede mand, som Byriel gjorde. Nyd din pension Sten, men kom meget gerne igen til kommende festivaler.

Årets mest omtalte begivenhed var ‘Don Juan’, en nyfortolkning af Mozarts ‘Don Giovanni’. Det var et forbløffende show, der tog publikum med til en imaginær begravelse og derefter til en regulær fest inklusiv cirkusartister og forførere.

En succes? Både og. Mads Brauers elektroniske manipulationer gjorde ikke noget godt for Mozarts musik og sugede kraften ud af en opera, der bygger på affekt. Instruktør Christian Lollikes tilsyneladende fejring af Don Juans fordærvelse var også tvivlsom. Konceptets dristighed var uden tvivl opsætningens helt store styrke. I den sidste festscene kom vi tættere på essensen af Don Juan, end vi ville være i stand til i et hvilket som helst operahus. Ubehageligt? Lejlighedsvis. Spændende? Til sidst, ja.

Ligesom i ‘Don Giovanni’ er der elementer af det overnaturlige (og en uvelkommen middagsgæst) i Hakon Børresens opera ‘Den Kongelige Gæst’ fra 1919. Det er et kort værk, hvor fortællingen er uddateret, men musikken er bestemt ikke. Vi hørte Leif Greibes reducerede instrumentering for fem musikere (med Greibe selv ved klaveret), der skitserede musikkens spændende skift, usædvanlige farver og charmerende lyrik. Men værket fortjener en mere gennemarbejdet iscenesættelse, end det var tilfældet i Ida Fogh Kibergs sammenklemte bud på Arbejdermuseet. Det var kun basbaryton David Kragh Danvings prins Karneval (gæsten), der konsekvent kunne holde publikums opmærksomhed.

At genoplive ‘Den Kongelige Gæst’ i hundredeåret for dets premiere var en fantastisk idé, og ligeså godt tænkt var det at få Kira Skov (tidligere frontfigur i bandet Kira & The Kindred Spirits) til at synge Elvis Costellos sangcyklus ‘The Juliet Letters’ fra 1993 med Nordic String Quartet, i det smukke og intime Betty Nansen Teater.

Kira Skov var kommet på en vanskelig opgave, da sangstemmen konstant skifter taktart og toneart. Til tider kunne man høre, at hun var uden for sin komfortzone, men hendes karakteristiske stemme og tilstedeværelse gav liv til sangene, ligesom Nordic String Quartets stramme og disciplinerede spil gav hende et solidt grundlag at danse både vokalt og bogstaveligt i instruktør Elisa Kragerups fantastisk lyssætning på scenen. Værket har meget interessant at sige om forholdet mellem ord, musik og teater. Et perfekt valg til denne festival.

Og så til min sidste helt: Peter Lodahl. Som kunstnerisk chef har tenoren tre somre i træk ladet sin personlighed og erfaring skinne gennem festivalen program, og han har tiltrukket verdensklassesangere til København (ikke mindst Levi Sekgapene og Matthew Rose, to af dette års liedsangere). Han vil blive savnet, når han stopper efter dette års festival. Men du kan stadig nå at fange ham i hans sidste projekt som operachef: en produktion af Puccinis ‘La bohème’ på Østre Gasværk fra den 16. november. Stor respekt herfra, Peter.

/ Andrew Mellor

Foto: Olafur Gestsson / CPH Opera Festival

Læs også: Et pruttende og spjættende væsen