Når Wagner møder virkelighedens vikinger

Ida Kibergs opsætning af ‘Valkyrien’ i Sagnlandet Lejres Kongehal vil gøre opera mindre elitær og mere historisk korrekt. Men projektet er også blevet rammen om instruktørens egen tilbagevenden til faget.

Tekst Nikolaj Skinhøj

Richard Wagners opera opført i et vikingehus lyder næsten for oplagt.

Den tyske komponists univers er fyldt med nordisk mytologi, guder og helte. Samtidig er det i høj grad Wagner selv, der har været med til at forme den moderne forestilling om, hvordan vikingerne så ud. De ikoniske hjelme med horn, som mange stadig forbinder med vikingerne, er et produkt af 1800-tallets scenografi.

Derfor er der også en vis ironi i, at instruktør Ida Kiberg nu sætter ‘Valkyrien’ op i en rekonstrueret kongehal i samarbejde med arkæologer og museumsfolk fra formidlingscentret Sagnlandet Lejre.

»Det er Richard Wagners skyld, at vi forestiller os vikinger, som værende klædt, som de er. Ved den allerførste premiere tog Wagners kostumier sig nogle friheder. Og sådan kan kunstneriske friheder både gøre underværker, men også ændre historien for os alle sammen«.

»Jeg er meget, meget, meget, meget stor tilhænger af at gøre operaen mindre elitær«

Ida Kiberg, operainstruktør

Hvordan adskiller din opsætning sig så fra den oprindelige og fra de opsætninger, som vi ser i dag?

»Jamen altså, vi skal holde os til, hvad man ved om vikingerne og samfundet dengang, og måden man opførte sig på, det tøj man gik i, de våben man brugte og ikke brugte, og de hjelme man havde. Og det er et kæmpe benspænd, når jeg skal sætte ‘Valkyrien’ i scene og pludselig ikke udelukkende må bruge fantasien. Når jeg både skal tænke over autenticitet og historisk korrekthed. Hvad havde man egentlig på dengang, hvis man var en krigsherre? Hvad havde man på, hvis man var en stakkels kvinde, der var blevet taget til fange? Men det skal også være noget, som et wagnerpublikum kan sluge«.

Jeg kan forstå, at der ikke var kohorn på deres hjelme…

»Det var nærmere sådan nogle hjelme med hul til øjnene og måske nogle jernringe for neden, så man ikke kunne se ansigtet. Men der var i hvert fald ikke fjer eller horn på«.

Det er vel også et benspænd, at det ikke bliver opført på en operascene?

»Jamen det er også et benspænd. Der er en autenticitet og historisk korrekthed her, der gør, at vi ikke længere har nogen fancy måde at lave sceneskift på«.

Hvordan kommer det så til at foregå?

»Jeg har altid været en sucker for at bruge den samme scene til forskellige scener. Du kan lugte træet, du kan nærmest mærke savsmuldet under fødderne her. Du kan fornemme den historien. Første gang jeg trådte ind ad disse døre, tænkte jeg bare, okay, jeg er hjemme. Nu er vi hjemme«.

Prøv at beskriv Kongehallen?

»Der er udskæringer i træet med runer. Ravnene Hugin og Munin sidder på hver sin side af hallen helt oppe under loftet på en bjælke og kigger ned. Der er et ildsted midt i hallen, som vi dækker til. Og så sætter vi publikumsrækker op på hver side af en meget aflang scene, så man ligesom sidder ved et langt bord«, siger Kiberg.

Denne forkortede udgave af ‘Valkyrien’, bearbejdet af Graham Vick og Jonathan Dove, rammer ned i en tendens, hvor opera flyttes ud af de traditionelle institutioner og ind i fabrikshaller, kirker og andre utraditionelle rum, som i stigende grad bruges som alternativer til operahuset. Ambitionen er ofte den samme: at gøre opera mere tilgængelig og mindre bundet af tradition.

»Det gør, at vi kan gøre det mere tilgængeligt for mennesker, som ikke nødvendigvis kommer i operaen og er vant til at sidde stille i fem timer. Og jeg er meget, meget, meget, meget stor tilhænger af at gøre operaen mindre elitær. Og mindre snobbet og lukket«, siger Kiberg.

Men Wagner i kongehallen handler ikke kun om Wagner. Det handler også om Ida Kiberg.

»Jeg sad i et job som kunstnerisk leder, som endte med at tage al glæden fra mig, fordi det blev til noget jeg skulle, og ikke noget jeg måtte«.

»Det var en meget hård omgang, og jeg overvejede et stykke tid helt at skifte retning. Det ødelagde mig«, siger Kiberg

Når hun fortæller om Wagner-projektet, er det ikke kun som en instruktør, der har fundet den perfekte ramme til en forestilling. Det er også som en kunstner, der forsøger at finde tilbage til meningen med overhovedet at skabe kunst.

»Jeg vil gerne instruere og skabe og kreere, fordi jeg ikke kan lade være. Derfor er det her projekt noget, som betyder utrolig meget for mig«.

Wagner: Valkyrien (arr. Graham Vick og Jonathan Dove)
7., 10., 12. og 14. juni Kongehallen, Sagnlandet Lejre
Brit-Tone Müllertz, Signe Asmussen, John W. Olsen, Jens Søndergaard, Ensemble Storstrøm m.fl.

Foto: Ole Malling / Sagnlandet Lejre