Kategori: Vokal

En af de absolut skøreste operaer, der findes. Den voldte komponist såvel som Det Kongelige Teater utrolig mange kvaler, da operaen blev afvist, hver gang Rued Langgaard sendte den ind til bedømmelse i løbende, reviderede versioner. Men teksten og emnet var for outreret for ledelsen på Det Kongelige Teater i 20’erne og 30’erne (og måske også til datidens Danmark), så den blev gang på gang forkastet.

Premieren på Wagners ‘Mestersangerne i Nürnberg’ var en stjernestund på Den Kongelige Opera.

Husker du Juan-Diego Flórez? Den peruvianske sanger slog sit navn fast i bel canto-repertoiret, som passede perfekt til hans skinnende, adrætte tenorstemme. Han lavede en række albums for Decca og senere Sony, før hans stemme begyndte at ændre farve og rækkevidde, hvorefter han begyndte at indspille Mozart, Gluck og Massenet.

Det kan virke som en nærliggende idé at bringe en mindre kendt passion af Händel til ære og værdighed ved at sætte den op som opera. Brød og skuespil og alt det dér. Men instruktør Walter Sutcliffes ‘Brockes Passion’ fra Händelfestspillene i Halle er en opvisning i, at man skal slå sine darlings ihjel, før det stikker af for en.

Australske Barrie Kosky er tidens mest populære instruktør. Hans produktioner af ‘Tryllefløjten’, ‘Carmen’ og flere andre turnerer i alverdens operahuse. Hans opgradering af de gamle operaer med både vid, humor og skæve vinkler kan få os i operaen, bare tænk på Mozarts ‘Tryllefløjten’ i et tegnefilmsunivers som allerede har gået flere sæsoner på Det Kongelige Teater.

I løbet af de snart 50 år jeg har fulgt med i plademarkedet, er det især udgivelser med tidlig musik, som har rykket sig fra kategorien ‘behjertede men ubehjælpsomme’ til i dag ofte at befinde sig i den overlegent suveræne ende.

Når Adám Fischer står på podiet, får du som regel ikke en helt gængs koncertoplevelse. Haydn med levende dyr (hunde) på scenen, Mozart med usædvanlige betoninger, Beethoven med et twist. Og Wagner? Fischer har en imponerende opførelsehistorik med komponisten. Wagner-festivalen, som han grundlagde i Budapest, er af New York Times blevet beskrevet som ‘Bayreuth ved Donau’.

Glem alt om Bayreuth for nuværende. Fischer har altid brugt sit Underholdningsorkester som et laboratorium for den slags musikalske eksperimenter, der er forbudt ved store festivaler og med symfoniorkestre. Og sådan var det også ved denne koncert – annonceret som ‘Helt tæt på Wagner’.

Man kan ikke just påstå, at Det kongelige Teater har vist den store interesse for den italienske bel canto-opera – 1800-tals komponister som Rossini, Bellini og Donizetti, hvor den virtuose sang møder hårdtslående drama. Ude i verden hører de til standardrepertoiret, men herhjemme er der langt mellem opførelserne. Derfor er det både nyt og velkomment, når man kaster sig ud i den danske førsteopførelse af Donizettis ‘Maria Stuarda’ fra 1835. Ikke mindst, fordi der er kommet en sangligt og musikalsk virkelig god og scenisk interessant forestilling ud af det.

Det er oplagt at sammenligne denne iscenesættelse af Martinůs ‘The Greek Passion’ med den, der havde premiere under Aarhus Festuge, så forskellige de end er. Og det gælder ikke blot scene- og orkesterdimensioner eller det generelle sangerniveau, helt grundlæggende er de to iscenesættelser så forskellige, som tænkes kan – dog med visse lighedspunkter.

Händel mente selv, at ‘Theodora’ var hans bedste oratorium, men jeg vil mene, at det er hans bedste værk overhovedet. Jeg kan ikke komme på et bedre musikstykke skabt i England, men ‘Theodora’ blev i generationer opfattet som from og kedelig, indtil Glyndebourne Festivalen i 1996 præsenterede en dristig iscenesættelse, som åbnede både musikere og publikums øjne og ører for værkets gennemtrængende dramatiske handling og dybt bevægende musik.