Kategori: Vokal

Hvad har Kasper Holten og Georg Friedrich Händel til fælles? De har såmænd begge været operachefer på Covent Garden-teatret i London – selv om Händels teater i sin tid var betydeligt mindre end det nuværende Royal Opera House. Men Händel havde så også lige den lille ekstraopgave at skrive ikke bare én men flere operaer til hver sæson.

Instruktør Katie Mitchell lader til at være så provokeret af Händels ‘Theodora’, at musikken bliver tilsidesat til fordel for en fejlvurderet scenisk fortælling om voldelig fundamentalisme og såkaldt feministisk agens.

I 2015 præsenterede den australske instruktør Barrie Kosky sit bud på en ekstravagant iscenesættelse af Händels oratorium ‘Saul’. Det foregik på engelske Glyndebourne, operakompagniet der tilbage i 1996 kickstartede en trend med at opsætte Händels oratorier i en ultra-realistisk iscenesættelse. Nu har Koskys ‘Saul’ omsider fundet vej til Den Kongelige Opera i København, og her præsenteres en helt anden grundtanke: at operascenens besættelse af realisme ikke er vovet – men kedelig.

Den 60-årige østrigske komponist Thomas Larcher er en bjergmand. Født i Innsbruck, der er omkranset af høje alpetinder, er han vokset op i bjergene, og med tekster fra skotske Nan Shepherds prosadigt ‘The Living Mountain’ har Larcher skabt et nyt værk, der tager tråden op fra Richard Strauss’ ikoniske ‘Alpesymfoni’.

‘Den unge Werthers lidelser’ er Goethes store folkelige gennembrudsroman fra 1774. Den følsomme digtersjæl, som ikke kan få Charlotte, da hun har forpligtet sig til den pæne, men lidt kedelige Albert – ja, det har hun sågar lovet sin døende mor. Mere romantisk bliver det næppe, da Werther tager livet af sig selv som følge af ulykkeligheden. Så det er ikke så overraskende, at den franske komponist Jules Massenet omdannede historien til en opera, der havde premiere i 1892.

Men Werther er ikke eneansvarlig i tragedien, hvor flere er passivt medvirkende. Så det er godt set af instruktør Philipp Kochheim, når han gør ægtemanden Albert til medskyldig i Werthers selvmord.

Verden er ved at få øjnene op for Rued Langgaard i disse år, og så er det herligt at opleve musikperler, som enten slet ikke er opført eller ikke er blevet indspillet før.

‘Vi har ikke brug for andre verdener. Vi har brug for et spejl’. Sådan lyder den sungne parole i titelværket på det første album med finske Kaija Saariahos musik udgivet efter hendes pludselige død i juni måned.

Når Händels ‘Messias’ opføres, skal der på forhånd tages nogle vigtige valg. Sidste jul besluttede Concerto Copenhagen og DR Vokalensemblet at opføre værket uden den sidste del – en fuser. Et par år tidligere præsenterede chefdirigent Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret værket i Mozarts overdådige orkestrering – ekstrem kedelig. I sidste uge var Bo Holten, Musica Ficta og musikere fra Copenhagen Phil forbi Køge, Maribo, Helsingør og Frederiksberg, hvor de præsenterede ‘Messias – for 12 solister’ – i realiteten ‘Messias ’ uden et kor.

De tolv stemmer fra Holtens vokalensemble, Musica Ficta, var alt, hvad vi hørte. De udgjorde koret og delte solostykkerne mellem sig. Dette, hævdede Bo Holten før koncerten, var måden, Händel selv opførte ‘Messias’ på i sin tid. Det er dog kun en halv sandhed. Komponisten opførte også værket i langt større format, og han ville helt sikkert ikke have benyttet Copenhagen Phils moderne instrumenter (inklusiv ventil-trompeter). Han ville heller ikke have udeladt en række af sine egne gentagelser undervejs, som Holten valgte at gøre.

»Det jeg savnede ved denne opførelse var ‘Messias’s hjertelige dønninger af lyd – lyden af fest – også selvom de tolv sangere formåede at synge uventet kraftigt i ‘Halleluja’-koret!«

I virkeligheden var dirigentens ord et forvarsel. Denne udgave af ‘Messias’ ville ikke få taget til at løfte sig. Vi ville komme til at opleve værket som intim og smidig kammermusik. Og Musica Ficta lignede ganske rigtig et tolv mand stort kammerensemble. Sangerne interagerede intuitivt og gav fugatemaerne videre til hinanden via øjenkontakt og kropsbevægelser, og de tilførte en medrivende klarhed til Händels hurtige kontrapunktiske passager. ‘Since By Man Came Death’ understregede deres berettigelse som a cappella-ensemble. Men mens deres vokaler var upåklagelige, så var konsonanterne ikke-eksisterende. Det skyldtes formentlig deres vante repertoire, som består af renæssancepolyfoni.

Det jeg savnede ved denne opførelse var ‘Messias’s hjertelige dønninger af lyd – lyden af fest – også selvom de tolv sangere formåede at synge uventet kraftigt i ‘Halleluja’-koret! Og de havde også benzin nok i tanken til den afsluttende ‘Worthy is the Lamb’. Den sidste sats havde også en vis intensiverende kulmination, selv om man på dette tidspunkt godt kunne høre, at alle på scenen havde fremført værket blot et par timer tidligere. Her og i ‘His Yoke is Easy’ havde dirigenten også en tendens til at sænke tempoet markant i slutningen, hvilket betød, at de sidste takter mistede intensitet.

Bortset fra disse få steder formåede dirigenten og hans sangere at ramme ‘Messias’s hjerteslag. Men mens nogle medlemmer af Musica Ficta er naturlige solister, er andre det ikke. Det er bogstavelig talt umuligt at nævne navne, da ensemblets medlemmer ikke var nævnt i programmet. ‘Rejoice Greatly’ var fyldt med karisma og selvtillid, mens den centrale del af ‘He Was Despised’ var underdrejet. Nogle stemmer kæmpede med Händels hurtige og indviklede melodiløb, og i ‘And He Shall Purify’ blev det meget tydeligt.

Under Bo Holtens dirigentstok spillede det lille ensemble af musikere fra Copenhagen Phil med et let vibrato, lange strygerfraseringer og en vaklende intonation, især i de dybe instrumenter. Solotrompeten i ‘The Trumpet Shall Sound’ var stram og spændende, men det bedste ensemblespil stod Marcus Mohlin for. Ingen kan måle sig med denne fyr, når det gælder karisma og dynamik ved cembaloet, og det var ham, der i lige så høj grad som Holten, forstod at fyre op under musikerne. Fra klaviaturet fyldte han ‘Behold, Darkness Shall Cover the Earth’ med lækre små forsiringer – små julegaver, der rakte langt. Desværre var det ikke helt nok til at gøre dette til en virkelig spændende og forgyldt udgave af ‘Messias’ – hvilket har vist sig at være svært at støve op i København.

/ Andrew Mellor

Händel: Messias
Musica Ficta, musikere fra Copenhagen Phil, dir. Bo Holten.
Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg, 15.12.23

Foto: Per Morten Abrahamsen

Når jeg hører Jonas Kaufmann synge ‘Wälse! Wälse!’ i Wagners ‘Valkyrien’, står det klart, at den tyske tenor har blod på tanden efter noget mere showbiz-præget.

I øvelokalerne på Konservatoriet ligger bunker med gamle noder, som man bare kan tag – efterladt af studerende, som har arvet dem. Det er ofte danske sange eller lystspil fra glemte tider, værker med en bedaget karakter, som er alt andet end tidløse og reelt uden den store kunstneriske værdi. Hartmanns og H.C. Andersens ‘Ravnen’ må ligge i disse bunker, og instruktør Philipp Kochheim må være faldet over partituret og lagde det desværre ikke fra sig igen.