Nyhed
5.000 sider Verdi-skitser endelig tilgængelig
10. februar 2019
10. februar 2019
Et kæmpe arkiv af Verdis forkastede musikskitser og idéer, der hidtil har været forbeholdt de særligt indviede forskere, bliver nu gjort tilgængelige for alle. De mange udkast har ligget låst nede i en kiste i komponistens villa i landsbyen Sant’Agata syd for Napoli. Kisten, som med tiden er blevet en hellig gral for mange Verdi entusiaster, blev for to år siden overført til rigsarkivet i Parma. Og efter nøje granskning ser Verdis mere end 5.400 siders musikgrublerier, regibemærkninger til sceneinstruktion og andre overvejelser nu endelig dagens lys.
Ifølge musikforskeren Alessandra Carlotta Pellegrini, der har været med til at gennemgå og registrere samlingen, er der blandt de mange ark flere hundrede, som handler om operaerne ‘Aida’, ‘Otello’ og ‘Falstaff’. Værker hvis tilblivelse aldrig er blevet undersøgt til bunds.
»Skitserne er centrale for at forstå Verdis kompositionsproces. Forskellige versioner af Jagos berømte credo antyder, at det kostede Verdi svære overvejelser, mens fans af ‘Falstaff’ vil blive fascinerede af de udkast, han kasserede, ligesom den første version af fugaen i operaens finale«, siger Pellegrini til New York Times
Det er komponistens efterkommere, Carrara-Verdi familien, der har siddet tungt på dokument arven. De var langt fra tilfredse med, at kisten og et andet arkiv med 24.000 papirer, deriblandt personlige breve, blev fjernet i 2017 efter klager over manglende tilgængelighed fra forskerverdenen. Den italienske stat erklærede allerede i 2008 de mange dokumenter fra Verdis hånd for en arv af »national interesse«, men det lykkedes alligevel familien at holde offentligheden fra døren i næsten ti år.
FLERE NYHEDER