Nyhed

András Schiff mister dirigent-grebet i Montreal

András Schiff mister dirigent-grebet i Montreal | Magasinet KLASSISK

Lige så smukt et resultat det harmoniske samarbejde mellem orkester og dirigent kan give, lige så galt kan det gå, hvis kemien ikke er der. Og galt gik det for stjernepianisten András Schiff, der tydeligvis manglede den gode kemi med musikerne i Orchestre Symphonique de Montréal, da han skulle gæstedirigere orkestret i slutningen af oktober.

Dårlig stemning og uenigheder under prøverne op til de to koncerter resulterede i, at Schiff begge aftener demonstrativt forlod dirigentpodiet ved pausen og nægtede at lede anden halvdel af koncertprogrammet. Med beskyldninger om sabotage placerede den ansete, ungarske pianist ansvaret for det kuldsejlede samarbejde hos orkestrets medlemmer. Musikerne hævdede omvendt, at Schiffs anklager var helt uberettigede.

»Ingenting fungerede, der var rytmiske problemer. Jeg startede om tre, fire, fem, seks gange, men der var ingen udvikling«

András Schiff

Uoverensstemmelserne mellem dirigent og musikere har nu fået orkestrets direktør, Madeleine Carreau, til at skrive et åbent brev til den canadiske avis Le Devoir, hvori hun støtter sine ansatte, som hun beskriver som dybt professionelle. Carreau beklager i brevet »Schiffs unødvendigt kyniske attitude og hans nedsættende og respektløse bemærkninger til nogle af musikerne, der forhindrede en atmosfære præget af samarbejde og respekt«.

I en efterfølgende kommentar til avisen siger András Schiff, at balladen skyldtes orkestrets mangelfulde forberedelse af Bartóks ‘Dansesuite’.
»Ingenting fungerede, der var rytmiske problemer. Jeg startede om tre, fire, fem, seks gange, men der var ingen udvikling. Orkestret var så dårligt forberedte på Bartók, at det var håbløst«, lyder det fra Schiff.

Bartóks ‘Dansesuite’ er et værk med mange temposkift, og allerede ved første prøve var Schiff så utilfreds med håndteringen, at han skred efter kun en time.

Foto: Nicolas Brodard

Læs også: András Schiff udnævnt til æreskunstner

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER