Nyhed

Andris Nelsons underskriver eksklusiv kontrakt med Deutsche Grammophon

Den lettiske dirigentkomet, 37-årige, Andris Nelsons har indgået en eksklusiv aftale med Deutsche Grammophon. Kontrakten med den tyske pladegigant lover indspilninger af Sjostakovitj, Bruckner samt en Beethoven-serie. Chefdirigenten for Boston Symphony Orchestra (BSO) – og fra 2017 Gewandhausorkestret i Leipzig – skal udover hans egne to orkestre også indspille med Wiener Filharmonikerne ifølge aftalen.
»Genierne Sjostakovitj, Bruckner og Beethovens værker er i fokus for mine kommende indspilninger med tre af verdens største orkestre. Jeg er euforisk – det er både en drøm og en stor ære«, siger Andris Nelsons i en pressemeddelelse ved offentliggørelsen af aftalen.

Af de tre pladeprojekter er Nelsons og BSO allerede i gang med liveindspilningerne hjemme i Bostons Symphony Hall af fem Sjostakovitj værker under titlen ‘Shostakovich i Stalins skygge’. Indspilningerne bliver udgivet i tre sæt frem til sommeren næste år, hvoraf det første sæt med Sjostakovitjs 5., 8. og 9. symfoni netop er udkommet (foto). Sammen med Gewandhausorkestret er det planen, at Nelsons skal kaste nyt lys over det særlige lydunivers i Bruckners symfonier. Indspilningerne af Beethovens samlede symfonier begynder i år og vil løbe tre år frem. De afsluttes med opførelser af hele cyklussen i 2020 i anledning af komponistens 250-års fødselsdag.

Omfanget af pladeaftalen er hidtil uset i branchen. Ikke engang Karajan fik kontrakter af den størrelse, lyder det i en kommentar på Slipped Disc.

Læs også: Thomas Adès i musikalsk makkerskab med Boston Symphony Orchestra

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER