Nyhed
Anna Netrebko og russisk ballet aflyst på grund af krigen i Ukraine
28. februar 2022
28. februar 2022
Et folkeligt pres på de sociale medier mod Musikhuset Aarhus voksede til et politisk vink med en vognstang om af aflyse flere russiske gæsteoptrædener i forbindelse med weekenden. I første omgang var Musikhuset Aarhus ellers indstillet på at gennemføre fredagens koncert med den russiske diva Anna Netrebko og hendes mand Yusif Eyvazov, sagde den kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, til flere medier.
»Vi er selvfølgelig også berørte af situationen, men vi vil gerne adskille kunst og politik. Anna Netrebko er en af de allerdygtigste operasangere og booket af rent kunstneriske grunde«, sagde Uggerhøj til TV 2 Østjylland.
I løbet af fredagen steg presset imidlertid med kritik og opfordringer til at aflyse, fremsat af lokalpolitikere i Aarhus og flere musikskribenter på Facebook og Twitter. Kritikken handlede om Netrebkos tidligere åbenlyse støtte til de pro-russiske separatister i den ukrainske Donbas region. Musikhuset fik også flere henvendelser fra kritiske koncertgæster, der ikke ønskede at benytte deres billetter.
En time før koncertstart udsendte musikhuset denne udtalelse fra Anna Netrebko:
»På grund af den aktuelle situation, har vi besluttet at aflyse aftenens koncert. Dette er meget triste dage, og vi er dybt bekymrede for alle de involveredes velbefindende. Vi håber og beder for en hurtig og fredelig løsning«.
Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, som Musikhuset hører under, har med bred lokalpolitisk opbakning også aflyst en gæsteoptræden mandag af Den Russiske Nationalballet med et ønske om at tage »kraftig afstand fra det russiske overgreb mod Ukraine«. Medvirkende til den beslutning er en opfordring fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, som lørdag sagde:
»Jeg mener ikke, at nationalballetten fra Rusland bør optræde på dansk jord i en situation, hvor Rusland har angrebet et frit demokratisk land. Lige præcis fordi det er nationalballetten, så mener jeg ikke, at det er noget, vi skal tillade på danske kulturinstitutioner«.
Ballettruppens gæsteoptrædener i Odense, Esbjerg og Herning er nu også blevet aflyst, skriver DR.
Foto: Vladimir Shirokov
Læs mere: Ruslands diskutable stjerner | Tendens Musik og politik
FLERE NYHEDER