Nyhed

Anti-asyl demonstration afbrudt med Beethoven

Stadttheater Mainz tog sagen i egen hånd, da den fremmedfjendske organisation ‘Alternative für Deutschland’ (AfD) afholdte en anti-asyl demonstration på pladsen foran teatret under parolen ‘Mod asylkaos’. I protest valgte orkester og kor, der var i gang med prøver på Beethovens 9. symfoni i koncertsalen, at rykke ud i foyeren og fortsætte for fuld kraft med åbne vinduer for at overdøve demonstrationen. Teatrets direktør Markus Müller (foto) var idémanden bag moddemonstrationen og havde forinden i en mail til personalet opfordret til, at man under prøverne også testede den specielle akustik i foyeren. Overfor Süddeutsche Zeitung forsvarer Müller sig mod beskyldninger om, at handlingen var udemokratisk, med at koret og orkestret holdt et kvarters pause mellem de mange gentagelser i prøverne.
»Ved demonstrationen kunne alle sige, hvad de ville. Vi ønskede ikke at gøre det umuligt, men blot at forstyrre – dog ikke at forstyrre groft«, udtaler han.

Et forsøg på at forstærke ‘Alle Menschen werden Brüder’ med højtalere blev forhindret af politiet, der i forvejen uden held havde forsøgt at lukke de åbne prøver flere gange. Teatret risikerer nu en polititiltale for at forstyrre AfD’s demonstration. Markus Müller fortæller, at han ser frem mod en eventuel retssag med sindsro.

Foto: Staatstheater Mainz

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER