Nyhed
Barbara Hannigan får Sonnings Musikpris 2020
18. februar 2019
18. februar 2019
Midt i optakten til dette års overrækkelse af Léonie Sonnings Musikpris i april offentliggør dommerkomitéen, at næste års modtager af den største danske musikpris bliver den canadiske sopran og dirigent Barbara Hannigan.
»Med sin evne til at både synge, dirigere og sammensætte dybt personlige repertoirer, er Barbara Hannigan et fænomen og en kunstner, der viser nye veje til den klassiske musik. Og med fremførelser af verdenspremierer på mere end 85 værker, hvoraf flere har potentiale som nye klassikere, er Barbara Hannigan dronningen blandt sangerne af vores tids musik«, begrunder Léonie Sonnings Musikfond valget af den canadiske sangerinde, som næste års prismodtager
Hannigan gæster DR Koncerthuset flere gange i løbet af april. Ved årets priskoncert med Sonning-vinderen 2019, Hans Abrahamsen, optræder hun som solist i komponistens sangcyklus over Ofelia-monologer ‘Let Me Tell You’, skrevet specifikt til hende på bestilling fra Berliner Symfonikerne. Ugen inden kan man to gange opleve Hannigan både som dirigent og sangerinde med DR SymfoniOrkestret i et program med overskriften ‘Hannigan & Mozart’ m.m.
I det nye nummer at KLASSISK kan du læse et stort interview med Barbara Hannigan samt portræt af dette års prismodtager Hans Abrahamsen.
Foto: Marco Borggreve
Læs også: En af verdens bedste sopraner og performere | Pladenyt
FLERE NYHEDER