Nyhed

Barenboim afviser kritik som smædekampagne

En kritisk artikel om Daniel Barenboim i det klassiske online-magasin, Van, har skabt stort postyr i Staatsoper Berlin i den tyske hovedstad. I artiklen retter tolv anonyme, tidligere og nuværende ansatte fra operaens orkester, Berlin Staatskapelle, en kras kritik af chefdirigentens ledelsesstil og anklager ham for at være mere end blot almindelig lunefuld, aggressiv, utålmodig og uretfærdig. 

De anonyme kilder fortæller om adskillige tilfælde af en direkte, personlig hetz mod flere af orkestrets medlemmer, ligesom Barenboim angiveligt heller ikke er bange for korporligt at tage fat i musikerne, når han er utilfreds både ved prøver og koncerter. Ifølge online-magasinet har det gennem årene skabt et arbejdsmiljø, der er præget af en generel angst for hans autoritære stil som leder, og det har medført, at musikerne ikke tør sige fra på grund af frygt for Barenboims repressalier.

Staatsoper afviste efterfølgende at kommentere kritikken, fordi kilderne var unavngivne. Men nu er tre af musikerne stået frem og har udtalt sig til BR Klassik, Bayerische Rundfunks klassiske kanal. Én af dem, den danske basbasunist Martin Reinhardt som i dag spiller i Copenhagen Phil, var tilknyttet Staatskapelle i 13 år. Han endte i 2015 med at sige sin stilling op i et af Tysklands største og internationalt mest ansete orkestre på grund af Barenboims opførsel, der skabte stress og søvnløshed blandt musikerne.

»Jeg var altid bange for at gå på arbejde, bange for hans temperament. Nogle gange var Barenboim meget lunefuld, og så kom det som et lyn fra en klar himmel. Enten som pludselige humørsvingninger, eller også afreagerede han på nogen uden nogen særlig grund, efter min mening«, fortæller Reinhardt, der opsagde sin stilling af »personlige årsager« efter at have orienteret operaens administrerende direktør om problemerne.

Et andet kapelmedlem, slagtøjsspilleren Willi Hilgers som spillede 16 år under Barenboim, udviklede forhøjet blodtryk og var kun i stand til bevare jobbet ved hjælp af behandling med anti-depressiv medicin. Hilgers spiller i dag i Bayerische Staatsoper.

Ifølge tyske medier har problemerne med dirigentens koleriske ledelsesstil været kendt i mange år men har fået lov til at fortsætte, fordi Barenboim i den grad er en kunstnerisk og politisk magtfaktor i Berlin. Siden han startede i 1992 har han formået at rejse statsoperaen efter tidligere østtysk armod og sætte både den og byen på det kulturelle verdenskort. Han har fået det, som han ville have og er lykkedes med at skaffe mange penge til operaen, selv i svære økonomiske tider. Og ofte ved at true med at gå, hvis han ikke fik sin vilje.

Selv afviser Barenboim kritikken, som han kalder en smædekampagne. Ligesom ledelsen undlod han også i begyndelsen at kommentere de unavngivne kilders udtalelser i Van-artiklen. 
»Jeg har ikke kommenteret noget endnu, fordi jeg synes, det er trist at kommentere anonyme beskyldninger. Det er ikke min stil og ikke min verden. Hvis nogen siger noget konkret, svarer jeg, at jeg er et menneske, men ikke et perfekt et af slagsen. En dirigent er diktator over takt og lydstyrke. Men når du taler om menneskelig interaktion, er jeg alt andet end det«, siger han til pressebureauet DPA.

Slagtøjsspiller Willi Hilgers specifikke kritik tager han oppe fra og ned:
»Hvis jeg havde behandlet ham så uretfærdigt – hvorfor blev han her i 12 eller 13 år? Jeg tvivler på hans gode vilje i denne sag. Han havde en meget fin lyd og malede smukke farver på paukerne, men han havde rytmiske svagheder, og det var det, jeg talte om og kritiserede. Det er mit job«.

76-årige Barenboim hævder overfor DPA, at han har kapellets fulde opbakning, og at han har tænkt sig at blive på chefdirigentposten, så længe de vil have ham, og han har kræfterne. Han mener, at kritikken af ham har direkte forbindelse til de igangværende forhandlinger om hans kontrakt efter 2022, hvor den nuværende bevilling udløber. Ved årtusindskiftet fik han efter otte års ansættelse tilføjet »på livstid« til sin stilling som chefdirigent og musikchef for Staatsoper Berlin.

Berlins kulturborgmester- og senator, Klaus Lederer, er nu gået ind i sagen og har bedt statsoperaens direktør, Matthias Schulz, om at undersøge anklagerne. Direktøren indkalder nu samtlige ansatte til møde for at få belyst sagen.

Foto: Marco Borrelli

Læs også: Europas musikgeneral | Portræt Daniel Barenboim

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER