Nyhed

Barenboim udnævnt til Berliner Filharmonikernes første æresdirigent

Daniel Barenboim, der ellers er mest kendt som chefdirigent for Berlins berømte Staatsoper, kan nu føje en ny titel til CV’et. I anerkendelse af deres 50 år lange samarbejde har Berliner Filharmonikerne udnævnt Barenboim til orkestrets første æresdirigent.

På deres website kalder orkestret relationen til den argentinsk-fødte, israelske dirigent for »et helt særligt venskab«.

»Den helt særlige, ofte drømmeriske kommunikation med Barenboim har på en måde indskrevet sig i orkestrets DNA«, kan man videre læse.

Og Barenboim har da også været en del af orkestrets historiske milepæle. Blandt andet var det ham, der dirigerede orkestrets under den spontane koncert ved Berlinmurens fald i 1989, ligesom han også ledsagede Berlinerne ved den historiske turné til Israel året efter. Få år efter, i 1992, udnævnte Berliner Filharmonikerne Daniel Barenboim til æresmedlem

Han debuterede som dirigent hos Berlinerne 14. juni 1969, fem år efter han første gang optrådte som solist med orkestret. Han blev længe anset for at være Herbert von Karajans kronprins. Men da Karajan trådte tilbage i 1989 udpegede orkestret, som selv vælger deres chefdirigent, i stedet Claudio Abbado, siden Simon Rattle (2002) og senest den nytiltrådte Kirill Petrenko. Men det har ikke lagt en dæmper på det varme forhold mellem Barenboim og Berlinerne.

»Når vi nu udnævner Daniel Barenboim til vores æresdirigent, hædrer vi ikke blot en stor musiker, men også en vidunderlig kollega og ven«, lyder det fra medlem af Berliner Filhamonikernes bestyrelse, Knut Weber.

Foto: Holger Kettner / DG

Læs også: Vemodig Haitink stopper karrieren efter 65 år

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER