Nyhed

Vemodig Haitink stopper karrieren efter 65 år

Tilbage i marts skrev vi, at den 90-årige dirigentlegende Bernard Haitink havde meddelt, at han ville tage et sabbatår i den kommende sæson. Nu fortæller han dog til den hollandske avis De Volkskrant, at han helt stopper karrieren. Ifølge avisen ville rygter vide, at det var tanken allerede i marts. Og det bekræfter den aldrende dirigent, som lørdag aften stod i spidsen for sit gamle orkester, Concertgebouw Orkestret, for sidste gang med en fremførelse af Bruckners 7. symfoni.

»Hør engang, jeg er 90 år gammel. Og når jeg siger, at jeg tager et sabbatår, er det fordi, jeg ikke har lyst til at indrømme, at jeg stopper karrieren. Jeg orker ikke alle de formelle farveller, men faktum er, at jeg ikke længere kommer til at dirigere«, siger Haitink i interviewet med De Volkskrant.

Haitink har, helt for sig selv, allerede taget afsked efter de seneste koncerter i München, Chicago, London og Berlin, byer hvor han også har svunget taktstokken som chefdirigent igennem sin 65 år lange karriere.

»Ja, det er en ganske pæn samling. Selvfølgelig har jeg masser af følelser i klemme, men jeg prøver at lægge låg på dem. Hvis jeg kniber en tåre, gør jeg det i enrum«, siger han videre.

Bernard Haitink er født og uddannet i Amsterdam. Den lange karriere som dirigent indledte han hos de hollandske radiosymfonikere, og hans første stilling som chefdirigent var hos Concertgebouw Orkestret, hvor han blev i 27 år. Siden har han været chefdirigent ved Royal Opera House, London Philharmonic Orchestra, Staatskapelle Dresden og Chicago Symphony Orchestra. Haitink er i dag æresdirigent for Concertgebouw Orkestret, Berliner Filharmonikerne, Chamber Orchestra of Europe og fra i år også for Wiener Filharmonikerne.

En allerede udsolgt koncert 6. september ved den schweiziske Lucerne Festival bliver allersidste podieoptræden for Haitink. På programmet er Beethovens Klaverkoncert nr. 4 med solist Murray Perahia samt Bruckners syvende symfoni.

Foto: Decca

Læs også: 90-årig dirigent river et år ud af kalenderen

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER