Nyhed

Bayern tvinger statsoperaen til at lukke helt

Corona: Bayern tvinger statsoperaen til at lukke helt | Magasinet KLASSISK

Med armen vredet om på ryggen lukker direktør Nikolaus Bachler nu helt ned for alle aktiviteter på Bayerische Staatsoper. Bachler har stædigt holdt fast i prøverne på kunstneren Marina Abramovics kommende operaprojekt ‘7 Deaths of Maria Callas’ (foto), trods kraftig kritik fra orkestret og andre af statsoperaens ansatte. Men med øjeblikkelig virkning har delstatens kulturminister Bernd Sibler tvunget operahuset til at stoppe alle prøver og droppe premieren på forestillingen, skriver flere tyske medier.

Med påbuddet fra øverste hold slutter det som avisen Neue Zürcher Zeitung kalder »en bizar strid«, hvor Nikolaus Bachler med alle kneb har kæmpet for at holde operahusets prøveforløb i gang, mens resten af det tyske samfund og kulturliv lukkede ned om ørerne på ham. Fra kulturministeriel side er de ansatte sendt hjem til minimum 19. april, og i et interview med Bayerische Rundfunk siger kulturminister Bernd Sibler blandt andet:
»Vi har én gang for alle skåret det ud i pap for Bayerische Staatsoper. De ansattes helbred har højeste prioritet. Jeg er overbevist om, at prøverne nu vil blive droppet«.

Med den besked må selv Nikolaus Bachler se realiteterne i øjnene, omend det sker fodslæbende:
»Ud over problemerne med de sidste prøver er det også blevet kunstnerisk vanskeligt for mig at gå videre med et projekt – selvom vi har overholdt de strengeste forholdsregler for sikkerheden for alle involverede, hvor en af de største nulevende kunstnere, Marina Abramovic, og den største sangerinde i efterkrigstiden, Maria Callas, forbindes og udforsker et møde i døden. Det ville være et presserende og relevant tema på ethvert tidspunkt, hvor døden banker på. Men i øjeblikket er spørgsmålet om liv og død blevet meget reelt for mange. Dette er især blevet klart for mig i de sidste par dage«, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Kulturministeriet i Bayern havde ellers lukket alle delstatens koncertscener og operahuse ned, men i påbuddet var der et smuthul som Bachler har udnyttet indtil nu. Påbuddets formulering tillod fortsat prøver, såfremt de ansatte deltog frivilligt, og at statsoperaen i øvrigt overholdt retningslinier ift. afstand og hygiejne. I begyndelsen lod det sig gøre, fordi orkestermedlemmerne holdt prøver i mindre grupper, men jo nærmere premieren kom, jo større blev behovet for at afholde prøver som et samlet orkester.

Det gjorde musikerne mere og mere nervøse, og den nervøsitet luftede de højlydt på de sociale medier. Tirsdag i sidste uge foretog politiet så en razzia i operahuset, og dagen efter kunne de tyske medier fortælle, at kulturministeren nu lukkede Bayerische Staatsoper helt.

Foto: PR

Læs mere: Dramaet er ovre ved Påskefestspillene i Salzburg

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER