Nyhed
Birmingham Symfonikerne ansætter kvindelig chefdirigent
15. februar 2016
15. februar 2016
Fremsynede City of Birmingham Symphony Orchestra (CBSO) har hyret det unge litauiske stortalent, Mirga Gražinytė-Tyla, som chefdirigent fra næste sæson på en 3-årig kontrakt. Gražinytė-Tyla, til daglig kaldet Mirga, overtager posten efter Andris Nelsons, der nu slår sine folder i Boston og fra næste år også i Leipzig.
Der står en enig bestyrelse bag ved indstillingen til ansættelsen af den 29-årige dirigent efter vellykkede optrædener med CBSO i juli sidste år og senest i januar, hvor hun førte taktstokken i et koncertprogram med Debussy, Schumann og Sibelius.
Næstkommanderende i CBSO, Zoë Beyers, ser frem til Mirgas start.
»Det her er begyndelsen på en utrolig spændende tid for os. At skulle arbejde sammen med én der er så talentfuld, dynamisk og levende som Mirga er en drøm, der går i opfyldelse. Hun er en seriøs og 100% dedikeret musiker, som samtidig formår at formidle sin entusiasme og glæde ved musikken til os på scenen og til publikum i salen. Ånd, drivkraft og oprigtighed er kvaliteter som Mirga besidder til overflod«, udtaler hun til Classical Music Magazine.
Trods sin beskedne alder af 29 år har Mirga allerede opbygget noget af et renommé. Hun har siden sidste år været chefdirigent ved Salzburg Landestheater, og i Los Angeles Philharmonic avancerer hun fra assisterende til førstedirigent til sommer, og tilbage i 2012 vandt hun førsteprisen i Salzburg Festivalens konkurrence for unge dirigenter.
Birmingham orkestret har i forvejen en imponerende resultatliste, når det handler om at spotte og vælge stjernefrøene blandt de unge dirigenter på det helt rigtige tidspunkt. Siden 1980 har orkestret nydt godt af og formet karrierespring for Simon Rattle, Sakari Oramo og senest Andris Nelson på deres vej mod toppen af dirigenternes stjernehimmel.
Foto: Vern Evans / LA Phil
FLERE NYHEDER