Nyhed
Cellist får konfiskeret strenge i lufthavn
9. december 2018
9. december 2018
Den israelske cellist Amit Peled fik forrige mandag morgen konfiskeret et sæt cellostrenge af sikkerhedskontrollen i Chopin Lufthavn i Warszawa. Personalet vurderede, at det ekstra sæt strenge i håndbagagen udgjorde en sikkerhedsrisiko og beslaglagde dem på stedet. Peled var ved at forlade den polske hovedstad efter at have optrådt med Warszawa Filharmonikerne ved Krzysztof Penderecki Festival i anledning af komponistens 85-års fødselsdag.
»Det var en stor ære og en utrolig musikalsk fejring at være en del af. Men for første gang i mit liv oplevede jeg at få alle strenge konfiskeret i Warszawa lufthavnens sikkerhedskontrol under påskud af, at det var for farligt at tage dem med om bord. Så har jeg også prøvet det! Jeg har altid et ekstra sæt strenge med mig og er aldrig blevet bedt om at aflevere dem! Nå, i det mindste tog de ikke celloen og hævdede, at foden kunne bruges til at stikke nogen ned«, siger cellisten til Classic FM.
I en mail til radiostationen forsvarer lufthavnen beslaglæggelsen:
»Under kontrollen af passagerens håndbagage konstaterede sikkerhedsmedarbejderen, at den indeholdt cellostrenge, som på grund af deres egenskaber – og i overensstemmelse med forskrifterne – er klassificeret som en forbudt genstand. Det er medarbejderne i sikkerhedskontrollen, der på grundlag af reglerne træffer den endelige beslutning om en genstand kan komme med om bord på flyet. Genstande, der er tvivl om, bliver ikke tilladt transport i håndbagagen«.
Lufthavnen skriver videre, at Amit Peled fik tilbuddet om at tranportere strengene i den indtjekkede bagage, men at han angiveligt afslog forslaget.
»Vi er meget kede af, at dette er sket i vores lufthavn, men vi betragter sikkerhedsspørgsmål som vores vigtigste prioritet«, slutter mailen fra Chopin Lufthavn.
Foto: Marshall Clarke
FLERE NYHEDER