Nyhed
Chefdirigent Pappano sætter rekord
18. april 2016
18. april 2016
I forbindelse med offentliggørelsen af næste års program oplyser Royal Opera House (ROH), at man forlænger kontrakten med chefdirigent Antonio Pappano frem til 2020.
»Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i andre operahuse«, siger Pappano til Gramophone om forlængelsen. Ved udgangen af den nye periode vil han være den chefdirigent, der har svinget taktstokken hos ROH i flest år – nemlig i et stræk på hele 18 år. Der har været spekulationer om, hvorvidt han overhovedet ønskede at forlænge efter Kasper Holtens afsked til næste år, da Pappano var meget berørt af Holtens beslutning. Det var oprindeligt Kasper Holtens ankomst til Covent Garden i 2011, der fik chefdirigenten til at blive. Han overvejede nemlig kraftigt at forlade operahuset i 2013 da hans daværende kontraktperiode udløb.
I den kommende sæson skal Pappano blandt andet dirigere Holtens afskedsforestilling som instruktør, ‘Mestersangerne i Nürnberg’, som får den walisiske basbaryton Bryn Terfel i hovedrollen som den ældre skomager og mestersanger Hans Sachs i Wagners komedie. Chefdirigenten er også på podiet ved nye opsætninger af ‘Otello’ og ‘Norma’ i Covent Garden i sæsonen 2016/2017.
Foto: Musacchio & Ianniello / Warner Classics
Læs også: Reaktioner på Holtens farvel til Royal Opera House
FLERE NYHEDER