Nyhed
Corona-opråb fra musiklivet
16. marts 2020
16. marts 2020
Europas lukkede musikscener og tonsvis af aflyste arrangementer er blevet en trussel for musiklivet på tværs af landegrænserne.
Herhjemme gør de to fagforeninger for operasangere, musikere og andre scenekunstnere, Dansk Artist Forbund og Dansk Musikerforbund, opmærksom på, at deres medlemmer ikke får meget ud af weekendens trepartsaftale med tilhørende hjælpepakker til dele af erhvervslivet og lønmodtagere. Formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm, har derfor bedt kulturminister Joy Mogensen om at holde hånden under de udøvende kunstnere samt scenerne, der skal ansætte dem.
»Vi er jo ansat fra sten til sten og måned til måned. Lige nu ligger alle kunstneres kontrakter og aftaler stille for de næste måneder, og de er simpelthen bare sendt hjem. Så det er virkelig alvorligt. I et samfundsperspektiv kunne man måske godt tænke, “nåh ja, den lille gruppe kunne man måske tage sig af til sidst”. Men det er rigtig vigtigt for kunstens overlevelse, så der er noget at putte op på de scener fremadrettet«, siger hun til DR.
Repræsentanter fra kunstnernes fagforbund og andre organisationer fra branchen forelagde problemet ved et videomøde med kulturministeren i går. Her ville hun ikke garantere noget men bad i første omgang om flere oplysninger og lovede at kigge nærmere på udfordringerne.
I Tyskland er man længere fremme. Her har kulturminister Monika Grütters allerede været ude at love hjælp fra staten til scenekunstnere og spillesteder, skriver avisen Berliner Zeitung.
»Kunstnere og kulturinstitutioner kan regne med mig, især med henblik på leveomkostninger og produktionsbetingelser i kulturlivet. Jeg lader dem ikke i stikken!«, siger Monika Grütters i en pressemeddelelse.
Hun drøfter i øjeblikket med organisationer fra musik- og mediebranchen, hvordan den tyske stat kan hjælpe dem igennem krisen.
»Vi er nødt til at reagere på denne uforskyldte nødsituation og kompensere for den. Det er ikke kun værdifuldt for økonomien, men også for vores kulturelle landskab, som er blevet hårdt ramt af aflysningerne«, siger den tyske kulturminister.
Ifølge pressemeddelelsen fra i fredags er den tyske stat på vej med foranstaltninger i milliardstørrelsen for at sikre kultursektoren.
FLERE NYHEDER