Nyhed

Coronavirus lukker stribevis af italienske operahuse

Coronavirus lukker stribevis af italienske operahuse | Magasinet KLASSISK

Den globale spredning af den nye coronavirus påvirker nu i stigende grad den europæiske scene – især i Norditalien som pt. er området med det højeste antal smittede udenfor Asien.

Her har de berømte operahuse på ordre fra regeringen nu smækket dørene i for at beskytte både gæster og ansatte. De midlertidigt lukkede operahuse tæller blandt andet La Scala i Milano, Le Fenice i Venedig, Teatro Regio i Parma og Teatro Comunale i Bologna, som alle på nær et har indstillet deres forestillinger.

Orden om at lukke husene kom fra den italienske premierminister, Giuseppe Conte, i slutningen af februar og er siden blevet forlænget til 8. marts. Da beskeden fra øverste hold kom, var La Scala midt i en opsætning af Verdis ‘Il Trovatore’ og havde netop haft premiere på Rossinis ‘Tyrken i Italien’. Operahuset i Milano har på søndag en planlagt premiere af Strauss’ ‘Salome’, men den er aflyst, og kigger man på husets website, gælder det alle forestillinger frem til 14. marts.

I Venedig har man grebet lukningen af Le Fenice anderledes an. Operahuset har godt nok lukket dørene for publikum, men der opføres fortsat forestillinger, som transmitteres live på teatrets YouTube kanal. Første offentligt tilgængelige forestilling i Venedig er ifølge kalenderen en kammerkoncert i næste uge, og så venter det italienske operapublikum ellers spændt på, om premieren på Bizets ‘Carmen’ kan gennemføres 25. marts.

Læs også: Coronavirus påvirker den klassiske scene

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER