Nyhed
Currentzis vil vinde Vesten tilbage med nyt projekt
30. september 2022
30. september 2022
Mens kritikken af Teodor Currentzis og hans russisk finansierede orkester, MusicAeterna, er haglet ned over dirigenten for ikke at have taget afstand fra Putin og hans invasion af Ukraine, har han hele vejen valgt at være tavs.
Men nu melder den græsk-fødte dirigent sig i offentligheden i forbindelse med stiftelse af hans nye orkesterprojekt, ‘Utopia’, som flere tyske og østrigske medier mener er hans forsøg på at vinde Vesten tilbage efter den massive kritik. Projektet får premiere ved koncerter i Hamborg, Berlin og Wien med start 5. oktober.
‘Utopia’, som samler 112 musikere fra 28 lande – deriblandt Rusland og Ukraine – skal, ifølge en pressemeddelelse fra Currentzis, primært finansieres af indtægter fra koncerter men har også penge fra den østrigske fond Kunst und Kultur DM og andre private, europæiske donorer i ryggen.
Currentzis formulerer projektets kunstneriske formål som »et idealistisk forsøg på at finde en tilgang til at skabe musik, som gør det muligt at nå frem til det indre væsen i en musikalsk tekst«. En tilgang der, i dirigentens øjne, kræver, at man bruger ligeså meget tid på at researche og øve et værk som på at optræde med det.
»Projektet handler om at bryde med de respekterede institutioner, der gør det fantastisk, men som samtidig også er fanget i en internationalt standardiseret lyd. Vi bevæger os ind i et mere eksperimenterende felt, hvor vi sammen leder efter den perfekte lyd. Vi stræber efter at fange en kammermusik-atmosfære og intimitet – men på niveau med et stort symfoniorkester«, udtaler Currentzis på sit website.
Kernen i mediekritikken af Currentzis handler om hans faste orkester, MusicAeterna, der er hjemmehørende i Ruslands næststørste by, Skt. Petersborg. Orkestret er finansieret af den russiske, delvist statsejede VTB Bank, som er et af pengeinstitutterne på den internationale sanktionsliste på grund af krigen i Ukraine. Kontroversen omkring den samtidigt kunstnerisk højt ansete dirigent har gjort ham til en varm kartoffel for de europæiske festivaler og koncerthuse, der for længst har lavet aftaler med ham og MusicAeterna.
Tyske medier som Süddeutsche Zeitung og Die Welt spekulerer over, om Currentzis med det nye ‘Utopia’-orkester forsøger at rehabilitere sit omdømme med en slags »art-washing«. Han er af mange blevet opfordret til at finde ny, ikke-russisk finansiering af blandt andet MusicAeterna. Die Welts operaanmelder, Manuel Brug, er ikke i tvivl og skriver i en kommentar:
»Utopia er et klart skridt fra Currentzis til, i det mindste, delvist og rent at omorganisere sine professionelle forhold«.
Foto: Alexandra Muraveva / PR
Læs mere: Currentzis og MusicAeterna varm kartoffel for Festspillene i Salzburg
FLERE NYHEDER