Nyhed

Debut for international Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence

Den internationale Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence for strygekvartet og blæserkvintet er en ny konkurrence, der skal være med til at sætte komponistens kammerværker på verdenskortet. Arrangører er Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Det Kgl. Bibliotek og DR, og konkurrencen er den sidste store markering af 150-års jubilæet. Tyve yngre ensembler fra hele verden skal dyste om et samlet præmiebeløb på over en halv million kroner. Herhjemmefra deltager strygekvartetterne Nordic String Quartet (foto), Alba String Quartet og blæserensemblet Carl Nielsen-kvintetten.

Juryen består af internationale kammermusikere og har dirigenten Michael Schønwandt som formand. Udover Carl Nielsens musik skal deltagerne spille værker fra standardrepertoirerne for de to ensembletyper samt et nyt stykke af komponisterne Martin Stauning og James Ian Black, skrevet specielt til konkurrencens 2. runde.

Konkurrencen løber over en uge fra 12. – 18. oktober med 1. og 2. runde i Konservatoriets Koncertsal og i Den Sorte Diamant. Finalerunderne bliver afholdt i DR Koncerthuset 17. og 18. oktober.

Foto: PR

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER