Nyhed

Domingo sværger på at rense sit navn

For et par uger siden fik Placido Domingo overrakt de østrigske musikteatres pris for sit livslange operavirke. Kort tid før prisoverrækkelsen gav han et interview til den store italienske avis La Repubblica, hvori han forholdt sig til anklagerne mod ham for sexchikane og om deres konsekvenser for hans karriere og privatliv. I interviewet afviser Domingo, at han har misbrugt nogen og sværger at ville rense sit navn offentligt.

Den nye motivation til at kæmpe for sit navn er, ifølge Domingo, opstået efter hans sygdomsforløb med Covid-19, der i marts sendte den 79-årige sanger på hospitalet hjemme i den mexicanske by Acapulco. Her har han opholdt sig lige siden, tavs om #MeToo balladen sidste år, der har kostet ham karrieren i det meste af verden.

»Jeg har forandret mig. Jeg er ikke længere bange. Da jeg fandt ud af, at jeg havde Covid, lovede jeg mig selv, at hvis jeg klarede den, ville jeg kæmpe for at rense mit navn. Jeg har aldrig misbrugt nogen, og det vil jeg gentage så længe, jeg lever«, siger Domingo i interviewet.

Han tilføjer, at de mange anklager har haft store omkostninger, både for familien og for ham selv personligt:

»Det sårer mig at blive beskrevet på denne måde. Jeg har læst særdeles grove fornærmelser mod mig. De personer, der fremfører dem, undervurderer den smerte, de kan forvolde. De taler om mig, som om jeg er blevet retsforfulgt ved en domstol for konkrete anklager, men det er ikke tilfældet. Denne unøjagtighed er ikke acceptabel. Jeg vil aldrig stoppe med at sige sandheden«.

I forbindelse med prisoverrækkelsen i Salzburg, der var hans første offentlige optræden efter sygdommen, sagde Placido Domingo, ifølge nyhedsbureauet AP, i sin takketale:

»Det er en sand ære at være her og opleve de første få glimt af lykke og håb efter at være bukket under og have overlevet Covid-19 virussen. I de sidste måneders nedlukning har vi opdaget vores skrøbelighed. Vores teatre over hele verden er blevet lukket og gjort tavse. Men det er netop i sådanne tider, at vi opdager vores indre styrke og beslutsomhed«.

Foto: Dario Acosta / DG

Læs mere: Fagforbund indleder disciplinærsag mod Domingo

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER