Nyhed
DR Symfoniorkestrets jubilæum fejres med parfume
4. november 2025
4. november 2025
I Danmark er Fabio Luisi kendt som DR Symfoniorkestrets chefdirigent igennem snart ti år. Hvad færre herhjemme ved, er, at den italienske dirigent også er parfumemager. Det er netop den evne, han har bragt i spil i orkestrets fejring af sit 100-års jubilæum.
Parfumeuren Luisi har efter et års arbejde i eget laboratorium skabt en duft til de 106 musikere i orkestret. Duften er inspireret af musikerne, DR Koncertsalen og den russiske komponist Aleksandr Skrjabin.
»Dufte fungerer lidt ligesom musik, fordi de går uden om intellektet og direkte til dine følelser. Når du dufter til noget, dukker en følelse, et minde eller en stemning op med det samme. Det er præcis det samme med musik. Jeg bliver ofte inspireret af særlige situationer, rum eller personer, når jeg skaber nye dufte«, siger Luisi om den nye parfume i en pressemeddelelse fra DR.
Om inspirationen fra Skrjabin, som opstod mens dirigenten og orkestret indspillede den russiske komponists tredje symfoni, ‘Le divin poème’ (Det guddommelige digt), siger Luisi:
»Jeg har valgt at kalde parfumen ‘Joie Éclatante’, som betyder ‘strålende glæde’. Det kommer fra et af Skrjabins værker, og det passer perfekt til duften. Både fordi duften er skabt i en festlig anledning, og fordi Skrjabin var en kunstner, som netop dyrkede sammenhængen mellem sanserne – fra toner til farver og dufte«.
Parfumen er produceret i et begrænset oplag, og orkestermusikerne fik overrakt hver deres flakon i sidste uge.
Foto: DR
FLERE NYHEDER