Nyhed
Ensemblechef stopper efter redning
27. januar 2025
27. januar 2025
Athelas Sinfoniettas ensemblechef, Stine Nissen, og orkestrets bestyrelse har, angiveligt efter gensidig aftale, besluttet at stoppe samarbejdet. Det skriver ensemblet i en pressemeddelelse. Chefens fratrædelse kommer trods kulturministerens nylige tildeling af en ekstra bevilling til driften på 600.000 kroner.
I pressemeddelelsen skriver Athelas, at bevillingen lige akkurat sikrer, at ensemblet kan gennemføre de planlagte aktiviteter i 2025. Men den har altså ikke været stor nok til at aflønne Stine Nissen.
Bestyrelsesleder John Frandsen skriver om hendes farvel:
»Stine Nissen vil efter aftale med bestyrelsen sikre, at ensemblets drift de kommende måneder videregives på bedste vis. Stine har ydet et kolossalt arbejde for at sikre en professionel drift af Athelas, og hun har i sin chefperiode etableret en lang række spændende nye samarbejder med partnere i det danske musik- og kulturliv«.
I et interview med P2’s ugemagasin Puls uddyber Frandsen beslutningen for fratrædelsen og de konsekvenser, den får for ensemblet:
»Det er et stort tab. Vi er meget, meget kede af, at vi ikke kan fortsætte samarbejdet med Stine, men det er en analyse, vi er nået frem til sammen med hende. Altså, det er helt i fællesskab, vi er blevet enige om, at vi må drage den konklusion af de nuværende omstændigheder«, siger bestyrelseslederen.
Athelas kan godt klare skærene et års tid uden ensemblechef, fortæller Frandsen. Han understreger samtidig, at det på mange måder er en trist og håbløs situation ikke at have en chef, der har den særlige opgave at være den dedikerede frontløber for ensemblet.
»Der er nogle musikere, der eventuelt skal ind og lave noget af det arbejde, som en slags fritidsarbejde«, siger han og slår fast, at hvis økonomien igen bliver til det, er ansættelse af en ensemblechef noget af det første, man vil gøre.
FLERE NYHEDER