Nyhed
Førende engelsk komponist: »Jeg er færdig med opera!«
24. april 2018
24. april 2018
Én af Englands højest agtede og mest opførte komponister, Mark-Anthony Turnage, har efter hård kritik af sin nye opera ‘Coraline’ meddelt, at han er færdig med at skrive musik til operascenen. Kammeroperaen, skrevet for børn, har ellers lige overstået en total udsolgt spilleperiode i The Barbican i London.
Men fra anmelderne fik Royal Opera House-produktionen en blandet modtagelse, og specielt anmeldelsen fra The Telegraphs operakritiker, Rupert Christiansen, fik bægret til at flyde over hos komponisten.
»Turnages musik er grå, træg og mangler både charme og uhygge«, skrev The Telegraphs anmelder. Og for at gøre galt værre bakkede Hugh Canning fra The Sunday Times denne vurdering op på Twitter og kaldte den »lige i øjet«.
Bemærkningen udløste et tweet fra Mark-Anthony Turnage, hvor han sarkastisk erkendte kritikken og indrømmede, at de bedrevidende anmeldere havde afsløret ham som en amatør. Og dagen efter – på forestillingens sidste spilledag – kom et nyt tweet adresseret til både Canning og Christiansen med en bitter erklæring om, at komponisten var færdig med opera:
»Bare rolig, Hugh. Der vil ikke komme flere operaer fra min hånd, som du skal slæbe dig igennem. Jeg er færdig med genren. Jeg overlader det herfra til mine jævnaldrende og yngre kolleger«.
Efter den ophedede dialog har Turnage tweetet, at hans beslutning intet havde at gøre med anmeldelserne af ‘Coraline’ men var truffet på et tidligere tidspunkt.
Foto: Philip Gatward
FLERE NYHEDER