Nyhed

Første kinesiske komponist med eksklusiv DG-kontrakt

Første kinesiske komponist med eksklusiv DG-kontrakt | Magasinet KLASSISK

Kinesiske Yu-Peng Chen, som primært er kendt for sin musik til computerspil og film, er den første komponist fra Kina, som skriver eksklusiv kontrakt med Deutsche Grammophon.

»Vi er glade for at kunne annoncere, at den prisvindende komponist, crossover-pianist og producer Yu-Peng Chen har skrevet kontrakt med DG. Klassisk uddannet og æret af millioner af spilfans som “Archon” (mester), og med over 1,5 milliarder streams, bliver Yu-Peng Chen den første kinesiske komponist nogensinde, der slutter sig til DG«, skriver pladeselskabet.

Chens første udgivelse på det tyske pladeselskab, albummet ‘Fantasyland’, blev sendt på gaden i november.

Yu-Peng Chen, født i 1984, har så forskellige komponister som Joe Hisaishi, John Williams og Rachmaninoff som sine vigtigste inspirationskilder. Han er uddannet fra konservatoriet i Shanghai, hvor han studerede komposition og senere dimitterede i musikdesign og produktion.

Chen har, ifølge Deutsche Grammophon, en meget personlig stil, der kombinerer »traditionelle kinesiske instrumenter og et bredt udvalg af musikalske elementer fra østlige kulturer med vestlige harmonier og orkesterteknik«.

Clemens Trautmann, øverste chef for Deutsche Grammophon, siger i en pressemeddelelse, at kontrakten med komponisten er en del af en ny satsning:

»Deutsche Grammophon har øget sin synlighed markant på det kinesiske marked de seneste år og har fremmet kinesisk talent med vores jubilæumsgalla i Den Forbudte By i 2019 og senest annonceringen af DG China«.

Foto: MOIN / DG

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER