Nyhed

Første konkurrence for kontratenorer har fundet en vinder

Første konkurrence for kontratenorer har fundet en vinder | Magasinet KLASSISK

Verdens eneste sangkonkurrence for kontratenorer, ‘Farinelli-Wettbewerb für Countertenöre’ har haft debut og fundet sin allerførste vinder. Konkurrencen er en del af det internationale Händel Festspil ved Badisches Staatstheater i Karlsruhe.

Det blev sangeren Dennis Orellana (foto) fra Honduras, der snuppede førsteprisen, mens franske Rémy Brès-Feuillet tog andenpladsen. Brès-Feuillet blev også belønnet med ‘Specialprisen for Ny Musik’, som samtidig sikrer ham en rolle i en kommende opsætning på Badisches Staatstheater.

Tredjepladsen, der ved konkurrencens start slet ikke eksisterede, gik, efter et mindre afstemningsdrama omkring publikumsprisen, til koreaneren Yongbeom Kwon.

Afstemningen om publikumsprisen var længe et dødt løb mellem to deltagere, fortæller festspillets kunstneriske chef, Christoph von Bernuth, til avisen Badische Neueste Nachrichten:

»Af de 318 afgivne stemmer fik en deltager 92 og en anden 89. Da juryen ikke kunne beslutte sig, annoncerede Max Emanuel Cencic (et af jurymedlemmerne, red.) en tredjepris på 7.500 kroner med kort varsel. Den bliver nu en permanent del af konkurrencen«.

Det hele endte dog med, at Yongbeom Kwon også løb med publikumsprisen på grund af hans »varme klang og ekstraordinært medrivende optræden«.

Farinellikonkurrencen er blevet til på initiativ af von Bernuth, som inden afviklingen udtalte til Die Rheinpfalz, at den formentligt er den første i verden for kontratenorer. Konkurrencen afholdes årligt og skal fungere som et springbræt for unge kontratenorer.

Foto: Handel Festspiele / PR

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER