Nyhed

Første operaopsætning af kvindelig komponist i 113 år

Når The Metropolitan Opera her i december måned opsætter Kaija Saariahos ‘L’Amour de Loin’ (foto), er det første gang siden 1903, at kompagniet opfører en opera skrevet af en kvinde. Dengang spillede operahuset ‘Der Wald’ af Ethel Smyth, en forholdsvis ukendt englænder, der på det tidspunkt havde en enkelt anden opera bag sig. The Met er, efter kritik af husets konservative repertoire, i gang med at modernisere udbuddet, men det er altså først nu, at man tør binde an med en kvindelig komponist.

I opsætningen finder man en anden fremtrædende finsk kvinde på podiet, Susanna Mälkki, som fra denne sæson er tiltrådt som chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Med Mälkki i spidsen for orkestret i ‘L’Amour de Loin’ er The Met oppe på den fjerde kvindelige dirigent i operaens 133-årig lange historie. Og da Saariaho og Mälkki omfavnede hinanden på scenen ved premiereaftens applaus, var det første gang på The Met, at en kvindelig komponist lykønskede en kvindelig dirigent.

Kaija Saariahos femakter, med libretto af den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf, tager udgangspunkt i et trubadurdigt fra den tidlige middelader. Det er den finske komponists første opera, og den blev til på bestilling fra Festspillene i Salzburg, hvor den med stor succes fik verdenspremiere i 2000.

Foto: PR

Læs også: Helt sin egen | Portræt af Kaija Saariaho

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER