Nyhed

Glemt værk af Philip Glass udgives efter 50 år

Glemt værk af Philip Glass udgives efter 50 år | Magasinet KLASSISK

Et 50 år gammelt værk af Philip Glass er blevet støvet af og udgives nu for første gang efter at være dukket op for godt et par år siden. Det er Philip Glass Ensemble, der står bag den sene førsteudgivelse af komponistens ‘Music in Eight Parts’, som blev uropført i 1970. Værket blev dengang spillet en håndfuld gange og gik derefter i glemmebogen.

Partituret blev anset for at være tabt for eftertiden, indtil det uventet dukkede op hos auktionshuset Christie’s i New York i 2017. Hammerslaget for noderne til det glemte værk landede på næsten 300.000 kroner, og partituret havnede senere i hænderne på komponistens forlægger, som har skubbet det videre til ensemblet.

Glass skrev ‘Music in Eight Parts’ mellem ‘Music in Fifths’ og ‘Music With Changing Parts’, som blev forstudier til hans monumentale ‘Music in Twelve Parts’, der blev opført herhjemme af Philip Glass Ensemble for fire år siden.

Titlen på det genfundne værk henviser ikke til antallet af dets dele, men til samlingen af dets kontrapunktiske stemmer. Værket, der har en spilletid på omkring tyve minutter, opbygger sit drama gennem rytmiske skift og sammenviklinger. Lisa Bielawa, komponist og sanger i Philip Glass Ensemble, fortæller om sin første oplevelse med ‘Music in Eight Parts’:

»Hvis du er Picasso-fan og går ind i et rum fuld af tidlig kubisme, og der hænger et Picasso-maleri, som du aldrig har set før – sådan føles det. Det er præcis i centrum af hans autentiske, tidlige periode«, siger hun til New York Times.

Ensemblet havde oprindeligt planlagt en række koncerter i løbet af året som fejring af værkets 50-års jubilæum, men de er alle aflyst på grund af coronakrisen. I lyset af den nuværende situation er det usikkert, hvornår ‘Music in Eight Parts’ vil blive fremført live. Den næste planlagte koncert er i Athen til efteråret.

Foto: Mats Backer

Læs mere: At stirre ind i myggelyset | Koncertanmeldelse Philip Glass Ensemble

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER