Nyhed

»Hans musik kendte ikke nogen grænser«

Pianist, komponist og dirigent André Previn, er død i sit hjem i New York, kun uger før sin 90-års fødselsdag. Tyskfødte Previn har modtaget international hæder og priser i lange baner for sit livslange og alsidige virke i musikken. Trofælisten tæller blandt andet 11 Grammy’er og fire Oscars.

Previn blev født i Berlin i 1919 men flygtede med sin jødiske familie til USA i 1938. Som musiker har han arbejdet indenfor de fleste genrer, men det er særligt hans karriere som ledende dirigent for nogle af verdens store orkestre, der står frem. Deriblandt London Symphony Orchestra, Royal Philharmonic Orchestra, Pittsburgh Symphony Orchestra, og Los Angeles Philharmonics.

London Symphony Orchestra, hvor Previn frem til sin død var dirigent emeritus efter 11 år som chefdirigent og 24 år som æresdirigent, har udsendt følgende erklæring:
»André Previn er en yderst vigtig del af London Symphony Orchestra-historien… Et helt særligt højdepunkt for de af os, der var så heldige at være blandt publikum eller lyttede på BBC Radio 3 i juni 2015, var hans strålende fremførelse af Rachmaninovs 2. klaverkoncert i hans allersidste koncert med os«.

Orkestrets førsteklarinettist, Andrew Marriner, tilføjer for egen regning til avisen The Guardian:
»Andrés musik begejstrede mig længe før jeg var heldig nok til at spille med ham. Men da jeg endelig kom til det, var det den ekstraordinære lyd, han tryllede frem i orkestret, som umiskendeligt var hans egen, der blændede mig.”

I 1998, sent i karrieren, havde komponisten premiere på sin første opera, ‘A Streetcar Named Desire’ efter Tennessee Williams’ skuespil, med stjernesopranen Renee Fleming i hovedpartiet. Hun udsendte denne meddelelse efter Previns død:
»New York Times skriver, at hans musik ikke kendte nogen grænser. Det samme vil jeg også sige om hans talent og menneskelighed«.

André Previn har været gift og skilt hele fem gange, senest med violinisten Anne-Sophie Mutter, som han skrev violinkoncerten ‘Anne Sophie’ til i 2001, året inden de blev gift.

Foto: Lillian Birnbaum

Læs også: Anne-Sophie Mutter får Polar Music Prize

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER