Nyhed
Hvor er de kvindelige komponister?
19. marts 2018
19. marts 2018
»Værker af kvindelige komponister er en oplevelse af de helt sjældne. Hver gang en dirigent svinger armene over et nodeark i hundrede minutter, er kun 3,6 minutter komponeret af en kvinde«, skriver DR i en omtale af en ny repertoire-statistik, som er den første opgørelse over brugen af klassisk musik i Danmark.
Dansk Komponistforening har sammen med Edition Wilhelm Hansen, Edition S og Snyk (organisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst) gransket koncertprogrammer fra de danske koncertsale og operahuse gennem de sidste tre sæsoner, og billedet står krystalklart: Musik skrevet af mandlige komponister udgør over 95 procent af repertoiret.
»Det er et udtryk for vanetænkning, manglende stillingtagen og en vis arrogance. Det handler ikke om, at vi skal have 50/50 på repertoiret, men det bør afspejles i et moderne repertoire, at vi både i Danmark og internationalt har rigtige mange dygtige kvinder, der komponerer og vinder priser«, siger daglig leder af Dansk Komponistforening, Sine Tofte Hannibal, i en kommentar.
»I Danmark er vi måske lidt bagud. Vi har i vores forening 38 kvindelige komponister ud af 277. Det svarer til cirka 14 procent. Så vores store opgave er at skabe rollemodeller, at skabe mulighed for at der kommer kvindelige komponister i fremtiden. Men også at gøre opmærksom på, at der er de her kvindelige komponister«, siger formand for komponistforeningen Bent Sørensen, om den skæve kønsfordeling blandt medlemmerne til DR.
Komponisten Louise Alenius, en af dette års P2 prismodtagere, mener, at indsatsen for at promovere de kvindelige komponister skal begynde helt nede mellem de yngste spirer i vækstlaget:
»Det er ikke overraskende tal, for der findes desværre kun ganske få professionelle komponister af hunkøn derude. Og derfor vil det tage noget tid at opnå en “sund” kønsbalance på den professionelle scene. I mine øjne er det vigtigt, at musikskolerne fra starten får banket ind i hovederne på piger og unge kvinder, at begge køn kan lære at komponere. Pigerne mangler rollemodeller, fordi som ung er det nærmest umuligt at spejle sig i en gammel, afdød mand med fuldskæg – og det ER det eneste billede man præsenteres for i mødet med de store klassiske komponister«.
Foto: PR
FLERE NYHEDER