Nyhed
Igor Levit gennemfører koncert trods dødstrussel
14. januar 2020
14. januar 2020
Den russisk-tyske pianist Igor Levit afslører i et gæsteindlæg i Berliner-avisen Tagesspiegel, at han har modtaget dødstrusler inden en koncert i november. I indlægget, som avisen bragte lige inden nytår, fortæller Levit, at han i midten af november modtog en mail, hvori han blev truet på livet op mod en koncert i det sydlige Tyskland. Levit henvendte sig til politiet med truslerne og valgte at holde fast i koncerten, der blev gennemført med bodyguard og under et maksimalt opbud af sikkerhed.
Igor Levit bliver betragtet som én af vigtigste pianister i hans generation, og det giver ham en platform, hvorfra han ikke er bange for at komme med diverse politiske udmeldinger. I sit lange avisindlæg beskriver pianisten, der er af jødisk afstamning, hvad truslerne har betydet for ham personligt.
»Jeg får dødstrusler. Tre ord, der har opdelt en hverdag, min hverdag, i et før og et efter. Om jeg spiller Beethovens ‘Appassionata’ indadvendt eller ophidset gør en verden til forskel. Dagen efter den første dødstrussel i mit liv er ‘Appassionata’en anderledes end på andre dage. Dagen efter terrorangrebet i Halle lyder Bachs ‘Goldberg-variationer’ anderledes for mig end på enhver anden dag. Musikken og musikerne afspejler livet. Musik er så mange ting: Meget mere end sorte prikker fordelt på fem linjer. Musik er ikke kun komponistens arv – den beskriver, hvordan livet føles«, skriver Levit og advarer imod alle former for racisme, anti-semitisme og højreekstremistisk terror.
Præsidenten for Forbundsdagen, Wolfgang Schäuble, der selv blev udsat for et attentat i 1990 og i dag sidder i kørestol, reagerede efter Levits indlæg med en opfordring til alle tyskere om at stoppe anti-semitismen én gang for alle:
»Vi demokrater er udfordret: Alle og enhver skal på det stærkeste imødegå had og had mod jøder til enhver tid. Hver ny sag om anti-semitisme bevidner, at markeringen af 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz er sørgeligt aktuel«, siger politikeren til Tagesspiegel.
Foto: Felix Broede / Sony Classical
Læs også: Levit bliver professor ved sit gamle konservatorium
FLERE NYHEDER