Nyhed

Levit bliver professor ved sit gamle konservatorium

Stjernepianisten Igor Levit er blevet tildelt et professorat i klaver ved hans gamle konservatorium, Hochschule für Musik, Theater und Medien Hannover. Den blot 32-årige nyudnævnte professor, som New York Times kalder for den vigtigste pianist i sin generation, begynder i den nye stilling 1. oktober. Ansættelsen er en deltidsstilling, så han fortsat kan passe koncertaktiviteten.

Russiskfødte Levit flyttede med sine forældre til Hannover som 8-årig for at blive elev på Hannover-konservatoriets talentlinje. Han dimitterede som klaversolist i 2012 med de højeste karakterer, konservatoriet nogensinde har givet. Nu glæder Levit sig til at vende tilbage til skolen, der betyder alverden for ham: 
»Endelig er det officielt, og det er den mest vidunderlige nyhed for mig, den smukkeste forandring og den største berigelse i mit liv i de seneste år«, skriver han på Twitter.

Levit har imponeret musikanmelderne lige fra udgivelsesdebuten i 2013 med sine modne, reflekterede fortolkninger af de helt store klassikere og er kendt for at være en musiker med noget på hjerte. I vores anmeldelse af Levits album fra 2016 med værker af Bach, Beethoven & Rzewski betegner Esben Tange ham som »en af tidens absolut mest spændende pianister. Hans spil oser af autenticitet og autoritet, og han evner den svære kunst at balancere mellem eftertænksomhed og så ren og skær spilleglæde«.

Når Levit møder sine kommende studerende spiller de allerede klaver på højt niveau, og han vil derfor lægge hovedvægten på fortolkning og ikke så meget på teknikken i undervisningen.

»Der er jo tale om folk, der måske kan spille Liszt etuder til en grad af perfektion, som jeg ikke selv kunne drømme om. Min interesse i undervisningen er ikke at fortælle nogen, hvordan man efter min opfattelse spiller en bestemt sonate. Det er mere som en psykoanalyse: Jeg ønsker at forstå, hvad de vil sige med sonaten og hjælpe dem med at formulere det. Hvis du ikke er bevidst om, hvorfor du terper et stykke musik, vil du aldrig nogensinde blive glad i denne branche«, siger han til Hannoversche Allgemeine. 

Foto: Robbie Lawrence

Læs også: Komponisternes mand | Interview Igor Levit

FLERE NYHEDER