Nyhed
Ingen fyringer i Det Kgl. Kapel i denne omgang
12. januar 2017
12. januar 2017
Den tidligere annoncerede spareplan på Det Kgl. Teater skal nu eksekveres, og tiden er kommet til at svinge sparekniven over de ansatte i kapellet. Musikerne blev for nyligt orienteret om, at et formentligt tocifret antal af medlemmerne ville blive ramt af sparerunden, en nyhed der var medvirkende til, at operachefen sagde op i sidste uge. Det samme gjorde chefdirigenten i april.
Spareplanen var allerede forhandlet på plads mellem ledelse og ansatte, men den blev genåbnet med yderligere nedskæringer efter, at økonomien omkring Det Kgl. Kapel er strammet til. I den oprindelige plan var det aftalt, at en del af musikerne skulle pensioneres ved 63 år, men en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at det er aldersdiskrimination. Og da teatret alene kan opsige musikerne i januar, blev der pludseligt travlt ved forhandlingsbordet.
Nu er en ny aftale faldet på plads, som bl.a. betyder, at kapellet går ti procent ned i løn, samt at musikerne vil kunne arbejde mere fleksibelt fremover. Til gengæld er der så ingen af de nuværende 104 musikere, som bliver afskediget.
»Det har været nogle intensive dage med forhandlinger, hvor resultatet heldigvis opfylder de opstillede sparekrav samtidig med, at det høje kunstneriske niveau bevares. Vi fastholder dermed et stærkt kapel og får samtidig en ny fleksibilitet i vores planlægning, der giver det bedst mulige grundlag for at lægge det repertoire, vi gerne vil vise«, siger Teaterchef Morten Hesseldahl i en pressemeddelelse.
Aftalen er dog betinget af Moderniseringsstyrelsens godkendelse, men forventes at træde i kraft pr. 1. august 2017.
Foto: Natascha Thiara Rydvald
FLERE NYHEDER