Nyhed

Internationalt samarbejde bag ny dansk strygerfestival

‘New Music For Strings’ er navnet på en ny festival i Aarhus, der løber til den 30. august med deltagelse af flere internationale navne. Blandt dem finder man violinisterne Philip Setzer og Eugene Drucker fra Emerson String Quartet, og fra Danmark medvirker blandt flere andre celloprofessor Henrik Brendstrup og komponist Simon Steen-Andersen (foto).

Den nye festival er arrangeret af Det Jyske Musikkonservatorium i samarbejde med Stony Brook University i New York, hvor Setzer og Drucker begge underviser, og er opstået på initiativ af den danske violinist og komponist Anne Sophie Andersen, der er ved at afslutte en doktorgrad ved netop Stony Brook.

I løbet af festivalen vil komponister og musikere møde hinanden for at lade skandinaviske og amerikanske traditioner smitte af på hinanden. Programmet omfatter en række koncerter, workshops, foredrag og masterclasses, og alle arrangementer er åbne for publikum. Alle events på nær et finder sted i Aarhus og afvikles på musikhusets scener, i Bispegaarden og i Skt. Pauls Kirke. Festivalens koncertrække rundes af med en afstikker til Musikkonservatoriet i København d. 31. august, hvor blandt andre sopran Nickie Johansson og celllist Henrik Brendstrup spiller musik af Golijov, Nørgaard, Beethoven og Barber.

Foto: Bjarke Ørsted

Læs også: Avantgarde uden tjære og fjer | Koncertanmeldelse fra Klang festival 2016

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER