Nyhed
Israelsk dirigent vinder overbevisende La Maestra
21. marts 2024
21. marts 2024
Det blev israelske Bar Avni, som løb med sejren ved tredje udgave af den internationale konkurrence for kvindelige dirigenter i Paris, La Maestra. Ved søndagens finale i Philharmonie de Paris tog Avni førsteprisen og en præmiecheck på 150.000 kroner foran russiske Liubov Nosova og Katharina Morin fra Tyskland, som kom på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Bar Avni, som til daglig er chefdirigent ved Bayer-Philharmoniker i Leverkusen, strøg også samtlige specialpriser på nær én. Juryen med den franske dirigent Nathalie Stutzmann i spidsen overlod prisen, Generation Opera Prize, til finalekonkurrenten Katharina Morin.
Inden La Maestra var Bar Avni kaldt til som assisterende dirigent for Barbara Hannigan ved en koncert med Göteborgs Symfoniker. Avni endte med at overtage anden halvdel af koncerten, da den canadiske sanger-dirigent følte sig utilpas ved prøverne, der blev gennemført under den assisterende dirigent. Hannigan lykønsker på Instagram Avni med sejren i den franske hovedstad:
»Tid til at fejre! Den fantastiske dirigent Bar Avni har vundet 1. prisen i La Maestra! Hun vandt også 4 af de 5 andre tilgængelige priser, inklusive (så vigtigt!) prisen fra musikerne fra Paris Mozart Orchestra, som spillede ved konkurrencen i denne uge. Dette er en stærk og klar bekræftelse af hendes enorme musikerskab, lederskab og talent som dirigent«.
Foto: Stefanie Jäger/Jägerfilms
FLERE NYHEDER